Stor forening søger efter ny formand

Stor forening søger efter ny formand
Lis Hamfeldt Pedersen har været med i bestyrelsen for Kræftens Bekæmpelse på Bornholm siden 2007 og formand siden 2017. Nu leder hun og den øvrige bestyrelse efter en ny formand. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Onsdag 10. marts 2021 • 09:10
Holger Larsen
Journalist
Onsdag 10. marts 2021 • 09:10

FRIVILLIGE

En af Bornholms største foreninger søger en ny formand, og der tages utraditionelle midler i brug.

"Da vores formand efter mange år har besluttet at lade sig pensionere, søger vi en ny bestyrelsesformand", skriver Kræftens Bekæmpelses Lokalforening Bornholm i en annonce, som var i Bornholms Tidende i lørdags og gentages i Rytterknægten i uge 10.

– Vi har været ude at spørge nogle stykker, som vi har tænkt på som mulige kandidater. Men der kan sagtens være nogle, som vi ikke har spurgt, der vil være interesserede, siger Lis Hamfeldt Pedersen om baggrunden for tiltaget.

Hun er kvinden, der skal afløses på formandsposten.

Kræftens Bekæmpelse har 3.600 medlemmer på Bornholm – så må man da kunne finde en?

– Ja, det er også det, vi tænker, siger Lis Hamfeldt Pedersen.

Med siden 2007

Lis Hamfeldt Pedersen har siddet i bestyrelsen siden 2007. Hun blev næstformand kort efter og formand i 2017.

– Vi har i bestyrelsen forberedt os på, at jeg skulle gå på et tidspunkt, ved at uddelegere opgaverne. Hvis det skulle være som for nogle år siden, så var det formand og næstformand, der stod for det hele, og så kunne man risikere, at det hele faldt sammen, siger formanden.

Det vil for eksempel sige, at opgaver som foredrag, café, netværksgrupper og lysfest er delt op på mange personer.

– Indsamlingen har altid kørt med en leder ved siden af bestyrelsen, Stafet for Livet har også egen ledelse, og det kører supergodt. Folkemødet arrangerer de ovrefra, men vi stiller med nogle frivillige. Opgaverne er fordelt på mange mennesker, for det er nogle kæmpe arrangementer, siger Lis Hamfeldt Pedersen.

– Det betyder, at er der en kandidat, der har interesse for det, kan man gå direkte ind i rollen som formand, hvor man skal være foreningens repræsentant og ansigt udadtil. Jeg vil selvfølgelig hjælpe vedkommende i gang, så godt jeg kan, siger Lis Hamfeldt Pedersen.

– Det er et meget interessant arbejde. Man møder så mange dejlige mennesker, siger hun.

Hvad er det for en person, I søger?

– Man skal være interesseret i andre mennesker og kunne lytte til andre mennesker. Det, som driver værket, er, at man er med til at gøre en forskel for andre mennesker. Og ved at give noget, får man man dobbelt tilbage. Man behøver ikke selv at have haft kræft inde på livet, man skal bare været interesseret i andre mennesker og gerne ville hjælpe og støtte, siger Lis Hamfeldt Pedersen.

Fortsat med i arbejdet

Lis Hamfeldt Pedersen træder ud af bestyrelsen, men vil fortsat være aktiv med forskellige opgaver i lokalforeningen – blandt andet med rehabiliteringskurser i samarbejde med kommunen og hospitalet, og hun fortsætter også i det udvalg, som forvalter en større arv, hvor det er bestemt, at pengene skal gå til "oplevelser for kvindelige kræftpatienter på Bornholm".

De øvrige ni medlemmer af bestyrelsen er indstillede på at fortsætte på deres poster, fremgår det af annoncen.

Aktiviteterne i Kræftens Bekæmpelse ligger i øjeblikket stille på grund af covid-19. Det betyder, at der heller ikke som normalt bliver holdt en generalforsamling i foråret. I bestyrelsen går man nemlig ikke ind for at holde online-generalforsamling.

– Vi tror ikke på, at vi kan få en ny formand på et virtuelt møde. Vi vil gerne holde en rigtig generalforsamling, hvor vi mødes, og det bliver i juni eller august, siger Lis Hamfeldt Pedersen.

 


3.600

Kræftens Bekæmpelses Lokalforening Bornholm har over 3.600 medlemmer.

Foreningen arbejder for at skaffe frivillige bidrag til kræftforskning gennem arrangementer og indsamlinger.

FÅ ABONNEMENT