Forening tog utraditionelle midler i brug. Nu er der fundet en ny formand

Forening tog utraditionelle midler i brug. Nu er der fundet en ny formand
Lis Hamfeldt Pedersen stopper som formand for Kræftens Bekæmpelse på Bornholm. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
FORENINGSLIV | BORNHOLM | Fredag 13. august 2021 • 11:00
Holger Larsen
Journalist
FORENINGSLIV | BORNHOLM | Fredag 13. august 2021 • 11:00

Kræftens Bekæmpelses Lokalforening Bornholm har et emne som ny formand, når foreningen holder generalforsamling torsdag den 19. august.

Det oplyser foreningens afgående formand, Lis Hamfeldt Pedersen.

Kræftens Bekæmpelse tog utraditionelle midler i brug, da man i foråret annoncerede i Bornholms Tidende og i ugeavisen Rytterknægten efter en ny formand. Det skete efter, at man forgæves havde søgt på de "indre linjer" efter en afløser for Lis Hamfeldt Pedersen.

– I skrev en artikel i Bornholms Tidende, og jeg var i fjernsynet, og det var efter denne medieomtale, at jeg blev kontaktet af et emne, siger Lis Hamfeldt Pedersen.

– Det er en person, der sagtens kan klare opgaven, siger hun om den nye formand, som man regner med at vælge på torsdag.

– Personen har også været med på det seneste bestyrelsesmøde, og jeg har lovet at medvirke til, at der bliver en glidende overgang for den nye formand. Det er også en fordel for vedkommende, at alle de øvrige bestyrelsesmedlemmer er villige til genvalg, siger Lis Hamfeldt Pedersen, der fortsætter som frivillig i foreningen.

Generalforsamlingen på torsdag klokken 19 holdes i foreningens lokaler i Hafniahus Rønne. Aftenen vil blive krydret med lidt hyggelig underholdning, og der serveres kaffe og kage. Tilmelding er nødvendig, og man skal huske coronapas.

Kræftens Bekæmpelse har 3.600 medlemmer på Bornholm.

FÅ ABONNEMENT