Sten drømmer om en veteranjernbane på Bornholm

Sten Møller har i mange år stået i spidsen for Foreningen DBJ og jernbanemuseet i Nexø, og hans store drøm fik ny næring med Hjerternes Pris.

– Vores drøm er stadigvæk, at vi får en politisk situation på Bornholm, hvor man tør sige, at nu går vi sammen med Foreningen DBJ og skaffer de 40-50 millioner kroner, det koster at lave fem kilometer jernbane herfra og til Balka.

Det er koldt på DBJ-museet i Nexø udenfor sæsonen. Men hos Sten Møller, der sidder på en træbænk inde i en af museets smukt genskabte passagervogne fra den bornholmske jernbanes tid, brænder ilden stadig. Den store drøm om at få etableret et stykke bornholmsk veteranjernbane fik ny næring før jul, da Sten Møller og Foreningen De Bornholmske Jernbaner modtog Nexø Rotary Klubs Hjerternes Pris for arbejdet med at genskabe et stykke jernbane og for driften af museet, som bidrager til byens turistaktiviteter.

Hjerternes Pris blev en tidlig fødselsdagsgave til Sten Møller, der fylder 80 år tirsdag den 31. december.

– Vi har lokomotivet, og hvis vi skal ud at køre, har vi fra en fond lovning på at få penge til en kedel, fortæller Sten Møller. Foto: Holger Larsen

Nexø-Balka

På Bornholm var der jernbanedrift fra 1900 til 1968.

Foreningen DBJ har som sit formål at udbrede kendskabet til den metersporede jernbane på Bornholm. Indtil man kommer ud at køre igen, er foreningens hovedaktivitet at drive museet med rullende materiel, masser af billeder og jernbanegenstande, samlet i et stationsmiljø anno 1935.

Foreningen peger på Nexø-Balka-strækningen som den oplagte til en veteranjernbane, hvor banen vil kunne starte ved museet.

– Men hvis nogen vil lave et stykke jernbane et andet sted, skal vi nok komme og køre på den. Vi peger på Nexø-Balka, fordi det helt afgørende for at gøre en veteranjernbane til en succes er stor synlighed. Hvis vi får lov til at køre fra museet, igennem Nexø ad det gamle havnespor til Netto og ind på cykelstien, langs Østersøen, og videre til Balka, vil det give maks synlighed.

Sten Møller siger, at han lever i håbet om, at det vil lykkes:

– Jeg har skrevet de første 20 ansøgninger til store fonde. Jeg får nøjagtig det samme svar: Det lyder sørme spændende, men hvad siger jeres politikere?

Og hvad siger politikerne?

– De siger nej. Jeg har spurgt nogle gange. De tør ikke. Der skal være en politisk opbakning til at støtte Foreningen DBJ i fondsansøgninger. Der er den sjove detalje, at i Danmark må en privat organisation ikke eje et jernbanespor, som går over mere end en matrikel. Så det skal være enten kommunen eller Bane Danmark, som skal eje banen, siger Sten Møller.

Postvognen er museets eneste hele bevarede jernbanegenstand. Den kom op at stå på Bornholms Museum i 1968, men pludselig var den væk. Det viste sig, at den var kommet over til Hedelands Veteranjernbane på Sjælland. Nexø Kommune betalte hjemtransporten, hvorefter vognen blev flot renoveret og i dag betegnes som juvelen i samlingen på DBJ-museet. Foto: Holger Larsen

Den vil være unik

Hvorfor er det vigtigt for Bornholm at få det stykke jernbane?

– Hvis Bornholm skal fastholde sin position som et interessant sted at besøge, har vi kun to ting at byde på for alvor – det er vores historie og vores natur.

– Jernbanen vil være helt unik i Danmark, fordi det er det eneste sted, man vil kunne køre på en metersporet bane, og vi har hvert år 3.000 besøgende, som synes, det ville være spændende at komme ud at køre.

– Jeg er overbevist om, at den del af historien vil kunne være med til at lokke gæster til Bornholm. Jernbanen er en vigtig del af vores historie. Byer som Østermarie, Lobbæk og Nylars havde jo ikke været der, hvis det ikke havde været for jernbanen. Bornholms geografi er i den grad hæftet sammen med jernbanen, siger Sten Møller.

Kommer fra Rønne

Sten Møller voksede op i Rønne. Forældrene kunne ikke blive enige om, hvorvidt han skulle have opkaldes efter sin farfar eller morfar.

Så han fik begges navne, og så fik han også "sit eget" navn. Derfor hedder han Sven Ejner Sten Møller.

– På min dåbsattest har præsten understreget Sten som mit kaldenavn.

Mens storebroren sad på farens cykelstyr, blev Sten Møller af sin mor skubbet i barnevogn til Pedersker, da familien blev evakueret under det sovjetiske bombardement i maj 1945.

– Vi boede i Storegade lige overfor gymnasiet, hvor min far underviste. Når jeg løb ned forbi Hintzes Gård, var jeg nede på havnen, og nogle af mine første erindringer er, at jeg så det lille røde rangerlokomotiv komme med godsvogne med glaserede rør fra Rabækkeværket. Det er derfra, min interesse fra jernbanen stammer.

Interessen blev yderligere forstærket, når han var på ferie hos mormoren, der boede i Vedbæk, lige ved siden af kystbanen.

– Sådan ser mahogni ud, når det har fået 14 gange lak, siger Sten Møller, som her er fotograferet i en passagervogn, hvor der oprindelig var en skillevæg mellem 2. og 3. klasse. Foto: Holger Larsen

Dumpede med glans

Enhver tanke om et job ved jernbanen blev dog tidligt droppet:

– Jeg er meget ordblind, og når man er det, kan man bestemt ikke komme ind ved jernbanen. Det fandt jeg tidligt ud af.

Sten Møller havde i stedet en idé om at skulle være soldat, men også her fik han at vide, at ordblindheden kunne blive et problem for en karriere her. Efter fire år ved Bornholms Værn, søgte han ind ved Hjørring Seminarium. Han blev uddannet lærer i 1969.

– Jeg dumpede i dansk med glans, så jeg måtte ikke undervise i dansk. Mine fag var matematik og fysik.

Sten Møller ville gerne tilbage til Bornholm og fik job på Svaneke Skole. Han kom senere til Bornholms Erhvervsskole og sluttede på Nexø Skole.

Projekt DBJ

Det var i tiden på erhvervsskolen i Rønne, at han fik en idé, hvor han kunne kombinere jobbet og samtidig fremme sin store interesse for den bornholmske jernbane.

– Jeg startede sammen med Kirstine Jørgensen fra Arbejdsformidlingen Projekt DBJ i 1990 som et uddannelses- og opkvalificeringsprojekt for ledige. Ideen var at genskabe og renovere materiel fra den bornholmske jernbane.

– Der var ingenting fra start, så det var noget af et sats. Vi fik ansat Knud Erik Larsen som projektleder og lejede os ind i hans gamle maskinværksted i Nexø. Så fik vi kontakt med nogle oppe i Vadstena i Sverige, som havde en personvogn og nogle godsvogne stående, som vi kunne overtage. Så startede vi derfra og kiggede os om. Vi fandt oppe på CF-kasernen en undervogn, som vi fik fingre i, og vi fandt noget af en vognkasse ved Østkraft.

– Hele jernbanens arkiv ligger på Ø-arkivet, og der kunne vi hente tegningerne og finde ud af, hvordan vognene var bygget. Det endte med, at vi i løbet af de godt 10 år, projektet eksisterede, fik lavet alt det, der står på museet i dag.

Sten Møller betegner i dag projektet som en succes, også fordi mange af deltagerne efterfølgende fik job.

Foreningen og museet

Foreningen DBJ blev etableret som ejer af materiellet og fik lov til at fortsætte arbejdet.

– Vi fik øje på denne bygning, som var ejet af Trio. Vi fik en lejekontrakt, og det endte med, at Bornholms Amt købte bygningen, og vi fik lov til at leje os ind. Senere fik foreningen sponsorpenge nok, blandt andet fra Sparekassen Bornholms Fond, til at kunne købe bygningen.

Hvordan er interessen for den bornholmske jernbane i dag?

– Den er konstant ret høj. Der er to ting, vi typisk hører fra museets gæster:

– Det ene er: "Nøj, har der været jernbane på Bornholm". Ja, det har der, og den var meget speciel i forhold til resten af Danmark, fordi den var metersporet.

– Det andet er: "Hold da op, hvor har I meget herinde".

Museet kører godt. Udstillingen er blevet forbedret hen over årene, og faktisk kommer der stadig nye ting til, selv om det snart er 50 år siden, at det sidste tog kørte på Bornholm.

– Ting dukker op de mærkeligste steder, og det er fantastisk at få foræret, siger Sten Møller.

Knap 100 medlemmer

Foreningen har samlet penge sammen til at kunne renovere på bygningen, som har fået nye vinduer, og nu er man i gang med at sætte nye paneler på væggene.

Museet har åbent fra midt i maj til midt i oktober:

– Vi er cirka 12 frivillige. Det passer med, at vi kan have ansvaret for hver en åbningsdag hver anden uge. Og så tager jeg en masse rundvisninger med grupper, for jeg synes, at formidlingen er spændende, siger Sten Møller.

– Foreningen har knap 100 medlemmer. Over halvdelen bor ovre og er støttemedlemmer. Mange af de medlemmer, som vi er meget glade for, fik vi i de år, hvor vi var med på juleskibet.

Sten Møller er gift med Inger, der kommer fra Aarsdale. De havde guldbryllup sidste år og er forældre til en søn og en datter, og de har tre børnebørn.

– Vi har boet i Svaneke siden 1969, slutter Sten Møller.