Jacob Trøst vil gerne have de tre partier udenfor konstitueringen med ind i de forhandlinger om kommunens bygningskabale med Snorrebakken, Tejn og andre lokationer som arbejdspladser for kommunens medarbejdere, som han og hans støttepartier ikke har kunnet blive enige om.
Indtil videre foreslår det nye flertal på onsdag, at Snorrebakken-delen af bygningskabale bliver sat på pause. Men det bliver heller ikke med Socialdemokratiets gode vilje.
– Vi vil bede om at få pillet det punkt af dagsordenen. Og så vil jeg gerne have en plan. Vi synes ikke, at det er sagsbehandlet ordentligt, siger Jonna Nielsen.
Blandt partierne bag Jacob Trøst vil Enhedslisten lade kommunens nuværende medarbejdere på Tejn Rådhus blive siddende, mens Dansk Folkeparti vil holde fast i den hidtidige plan om at flytte dem for at gøre plads til Hjemmeplejen i Allinge og Bornholms Museum, der begge er blevet lovet plads på Tejn Rådhus.
– Hjemmeplejen i Allinge skal flytte ud til efteråret, og så er der kulturværdierne i forhold til museet. Vi synes ikke, at man kan byde medarbejderne, at der ikke er en plan, siger Jonna Nielsen.