Snellemark Centret lukker – tøjbutik iværksætter nødplan

Snellemark Centret lukker – tøjbutik iværksætter nødplan
Regeringen meddelte p?å et pressemøde onsdag den 16.december, at hele Danmark lukkes ned fra den 25. december og frem til 3. januar. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 16. DEC 2020 • 20:50
Af:
redaktionen
| ABONNENT
16. DEC 2020 • 20:50
– Vi giver ikke op. Vi vil kæmpe alt, hvad vi kan.

Susanne Sørensens stemme er rystet, men hendes vilje er stålsat: Corona skal ikke ødelægge julesalget for hende og medejeren Anja Pedersens butik Snoir i Snellemark Centret.

Men chokket var stort, da Statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag klokken 18 meldte ud, at storcentre og butiksarkader skal lukke torsdag 17. december.

– Jeg havde helt ærlig ikke forestillet mig, at vi på lille Bornholm ville blive lukket så få dage før jul, som er vores største omsætningsdage.

Bare to bornholmske piger

Under nedluklingen i foråret måtte Snellemark Centret på linje med de fleste andre i detailhandlen holde lukket i otte uger. Det ramte centrets butikker hårdt, forklarer Susanne Sørensen, der også er formand for Centerforeningen.


Men 2020 har ikke kun været skidt for butikshandlen i Snellemark Centret. En turistsæson som både var længere og mere travl end sædvanlig har gjort, at det for butikkerne i centret ikke blev det store katastrofeår, som man ellers frygtede, da coronakrisen brød ud.

Med den nye nedlukning er katastrofen dog ikke afværget. Og for Susanne Pedersen går det særligt udover de selvstændige butiksejere.

– Det er selvfølgelig også hårdt for de store kædebutikker, men de har nogle store koncerner i ryggen. Det har vi ikke. Vi er bare to bornholmske piger, som ejer butikken helt alene. Så det, synes jeg, helt personligt er uretfærdigt, nu at skulle holde lukket.

Susanne Sørensen understreger, at nedlukningen ikke kommer til at påvirke centrets kunder på nogen måder. Altså udover, at de til engang efter nytår ikke kan shoppe i centrets butikker. Herudover oplyser hun, at Centerforeningen mødes torsdag til en snak om, hvad de eventuelt kan gøre for kunderne.

– Vi snakker om at forlænge bytteservicen på julegaver, men det tager vi stilling til i morgen.

En bøn til kunderne

Butiksejeren ved endnu ikke, hvordan nedlukningen kommer til at påvirke Snoir.

– Det kommer meget an på, hvordan de her hjælpepakker bliver skruet sammen, men vi kommer til at tabe rigtig mange penge på det her.

Fremfor at sætte sin lid til politikerne på Christiansborg, valgte Susanne Sørensen og Anja Pedersen selv at tage affære og række ud til dem, det i bund og grund handler om: kunderne.


Allerede inden der var gået en time, havde Snoir lagt en plan for, hvordan de skal ride stormen af. De vil sætte fokus på julesalg via deres webshop. Det fortæller Susanne Sørensen i en video på Snoirs Facebookside.

– I kan ringe til os i butikken. I kan skrive mails til os. I må bare ikke komme forbi, og vi skal nok pakke de julegaver super flot ind, og vi skal nok køre rundt med dem på hele Bornholm, lover butiksejeren i videoen.

Stor opbakning

Støtteerklæringerne væltede ind med det samme i videoens kommentartråd. Blandt andet fra Anita Jakobsen Aird, der skriver:

– Årh, kære piger... føler sådan med jer, men bare rolig, vi er MANGE, der nok skal støtte op om jer.  Jeg skal i hvert fald have købt min julegave  Rigtig glædelig jul til jer alle

Kundernes opbakning kan også ses på trafikken på Snoirs webshop. Hele 25 var således inde og kigge på tøj, mens Bornholms Tidende interviewer Susanne Sørensen. På en onsdag aften plejer det tal at ligge på omkring 10.

– Det her år, har virkelig overbevist mig om, at vi har verdens bedste kunder. Jeg ved simpelthen ikke, hvor vi ville være uden deres opbakning.