Heidi Burgedahl: Fokus på de unge
51-årige Heidi Burgedahl Kristiansen fortæller, at hun tror, at hun bliver valgt i november. Hun virkede tirsdag aften mere overrasket over sin kommende placering som nummer 3 på listen end erfarne Venstre-folk i salen.
– Jeg synes, at min placering er en tillidserklæring, når jeg kommer her og er fuldkommen ny. Men jeg er helt tryg ved det, siger hun.
– Jeg vil primært arbejde for børn og unges vilkår, når de skal fra skolen og over i foreningslivet. Jeg synes, at foreningslivet er en grundpille i det bornholmske samfund, og jeg synes, at det er vigtigt, at alle har en mulighed for at komme ind og få en plads her. Men rigtig mange unge kan ikke få en plads, siger Heidi Burgedahl Kristiansen.
Optikeren fra Rønne vil desuden gerne arbejde med den grønne omstilling, hvor Bornholm med den kommende energi-ø er udset til at spille en nøglerolle i Danmarks klimapolitik. Det skal Bornholm dog ikke gøre uden også at stille krav til staten, mener hun.