Skærpede afstandskrav udfordrer glasmekka i Melsted

Skærpede afstandskrav udfordrer glasmekka i Melsted
Michael Brandt havde 30 besøgende i Baltic Sea Glass i fredags, som var sæsonens første åbningsdag. Allerede på førstedagen røg syv af de populære trebensvaser over disken, fortæller Michael Brandt. Designbutikken i Melsted er åben dagligt hele sæsonen fra klokken 10-17. Foto: Jens-Erik Larsen
Mandag 29. marts 2021 • 11:02
Mandag 29. marts 2021 • 11:02

SÆSONSTART

Nyslebet gulv, nye spotlys og nye podier.

Mere skal der ikke til for at rykke det tidligere hønseri i Melsted op i international show room-klasse.

De nye ejere af Baltic Sea Glass, der udover Michael Brandt tæller Eva Solo-ejeren Jan Engelbrecht, har knoklet hen over vinteren for at gøre glaspusteriet og butikken klar til sæson 2021.

Ny glaspuster ansat

Det højloftede rum med de fritlæggende bjælker har altid været hyggeligt. Nu ligner det en mellemting mellem en lækker museumsshop og en eksklusiv designerbutik.

Blandt de gode nyheder er en nyansættelse. Glaspusterteamet, der arbejder i det åbne værksted i butikkens nordlige ende, byder om kort tid velkommen til en ny kollega, og går dermed fra fire til fem.

– Han kommer fra Finland, fortæller Michael Brandt, der sidste år overtog det hæderkronede glaspusteri i Melsted fra Mai-Britt Jönsson og Pete Hunner.


Baltic Sea Glass producerer både unika og storsælgende klassikere som trebensvaserne og de håndpustede glas og kander i sildebensmønster. Foto: Jens-Erik Larsen

Leverancer fra udlandet forsinket

Blandt de knapt så gode nyheder er, at de forventede leverancer fra glaspusteriets producenter i udlandet er forsinket på grund af corona.

– De kommer først næste år. Derfor har vi taget produktionen af rødvinsglas i sildebensmønster hjem, for de er meget efterspurgte, fortæller Michael Brandt.

Baltic Sea Glass fik et godt år under det nye ejerskab, selv om epidemien lukkede forretningen ned fire dage efter overtagelsen.

Michael Brandt, der er opvokset i Bodilsker, overtog butikken den 7. marts 2020, men fik først lov til at åbne tre måneder senere.

– Men vi havde alligevel besøg af 50.000 i løbet af sæsonen, fortæller Michael Brandt.

Skrappe afstandskrav

Han forventer at den kommende sæson bliver mindst ligeså god som 2020. Dog er han lidt bekymret over de nye afstandskrav.

– Sidste år måtte vi være 90 i butikken ad gangen, nu må vi være 21.

Michael Brandt håber og tror, at de skrappe afstandskrav lempes i takt med at varmegraderne stiger.

– Men vi bliver nødt til at tælle... og lukke kunderne ind ad fordøren og ud af bagdøren.

 

FÅ ABONNEMENT