Rundkørselkunst: Dyret bliver fjernet – på et tidspunkt

Rundkørselkunst: Dyret bliver fjernet – på et tidspunkt
Dyret i rundkørslen er fremstillet af tråd og papmaché, og her på stedet kan vi glæde os over, at Bornholms Tidende er blandt de materialer, som er brugt til fremstillingen af dyret. Foto: Holger Larsen
KULTUR | RØNNE | ABONNENT | 6. JAN 2022 • 18:24
Holger Larsen
Journalist
KULTUR | RØNNE | ABONNENT
6. JAN 2022 • 18:24

Kommunen vil fjerne dyr fra rundkørselskunsten, hvis andre ikke gør det.

– På et eller tidspunkt bestiller vi Vej og Park til at fjerne dyret, hvis ikke borgerne selv fjerner det inden da. Det siger centerchef Louise Lyng Bojesen, kommunens Center for Natur, Miljø og Fritid, i en kommentar til de nytårsløjer, hvor nogen har placeret en ko i papmaché i midten af Esben Klemanns nye kunstværk i rundkørslen på Nordre Ringvej i Rønne.

Esben Klemann siger til Bornholms Tidende, at han ser nytårsløjerne som en sød kommentar til kunstværket. 

– Jeg synes, den ser meget fin ud. Det ser ud om, at nogen har gjort har sig umage og brugt noget tid på det. Det ser meget sjovt ud, og det har jeg intet imod – så længe folk bare ikke ødelægger noget, siger Esben Klemann.

Tager det roligt

Louise Lyng Bojesen er på linje med kunstneren og kalder koen for en gimmick.

– Meningen med kunsten er at vække nogen ting hos dem, der ser på den. Kunstværket har jo også fået navnet gylletanken i folkemunde. Men det er klart, at dyrefiguren ikke får lov til at blive stående.

– Nu ser vi, om der kommer nogen og fjerner den. Ellers gør vi det på et tidspunkt, siger centerchefen og tilføjer:

– Så længe der ikke er ødelagt noget, tager vi det og stille roligt. Men den skal ikke blive ved med at stå der, for den er ikke en del af kunstværket.