Rift om Tolstrup

Rift om Tolstrup
Frederik Tolstrup trak sig i 2016 tilbage ra formandsposten efter mindre end et år som Venstre-formand. Arkivfoto: Allan Rieck
LANDBRUG | BORNHOLM | ABONNENT | 27. DEC 2021 • 14:42
LANDBRUG | BORNHOLM | ABONNENT
27. DEC 2021 • 14:42

BLF-næstformand skal træffe et vigtigt valg. Landbrugsformand eller kommunalpolitik?

Det ligger lidt i kortene. Når formanden går af, så tager næstformanden over.

Og så alligevel ikke.

Spørger man Frederik Tolstrup, næstformand i Bornholms Landbrug & Fødevarer, om han er klar til at overtage stafetten, når Lars-Ole Hjorth-Larsen trækker sig som bestyrelsesformand for BLF til marts, lyder svaret kort og godt:

– Det har jeg ikke lyst til at kommentere på. Der skal findes en ny formand og det handler ikke om, hvad jeg har lyst til. Det er bestyrelsen, der konstituerer sig efter generalforsamlingen, og det er bestyrelsen, der vælger formanden. Det er en proces, som jeg ønsker at påvirke så lidt som muligt. Bestyrelsen skal have ro til at finde den rigtige løsning, siger han.

Venstre: Der er flere i spil

Hvis Frederik Tolstrup ender med at blive ny formand i Bornholms Landbrug & Fødevarer, betyder det, at svineproducenten fra Aaker vælger endeligt side.

Den 38-årige landmand har været politisk aktiv siden han var ung og var formand for VU Bornholm fra 2001-2004.  Da han kom tilbage til Bornholm i 2013 blev han valgt ind i bestyrelsen for Venstre Bornholm, og sad også som formand i en kort periode i 2015-2016, hvorefter han trak sig fra posten på grund af travlhed.

Herefter var Frederik Tolstrup næstformand i et par år under Vibeke Møller Jensen, indtil han i 2019 trådte helt ud af Venstre Bornholms bestyrelse.

Niels Plum, nuværende formand i Venstre Bornholm, vil imidlertid ikke spekulere i, om Venstre mister en potentiel kandidat til kommunalbestyrelsen, hvis Frederik Tolstrup bliver ny formand for Bornholms Landbrug og Fødevarer, og dermed lægger sit indiskutable politiske talent i landmandsorganisationen i stedet for i kommunalbestyrelsen.

Han medgiver dog, at Frederik Tolstrup kunne være en oplagt kandidat til kommunalbestyrelsen.

– Men det tager vi først stilling til om tre år. Der er flere i spil og Frederik kunne godt være en af dem. Derudover er det jo et spørgsmål om, hvor mange hatte man vil have på, siger Niels Plum. 

 

BLÅ BOG

Frederik Tolstrup er født i 1983. Opvokset på Skovgård i Aaker, hvor han bor i dag.

2002: Student Bornholms Amtsgymnasium

2001-2004: Formand i VU Bornholm 2005: Bachelor i Statskundskab, Københavns Universitet

2006: Værnepligt i Vordingborg

2007: Landbrugselev ved Næstved

2008: Landbrugsskole, Arbejde i Rusland

2009: Traktorfører på et gods på Sjælland

2010: Landbrugsskole  

2011-2012: Studentermedarbejder i Nykredit

2013: Cand. Scient. Pol. Fra Københavns Universitet

2013: Flytter til Bornholm og køber halvdelen af sin fars landbrug, med ansvar for svineproduktionen

2015: Valgt til bestyrelsen for Bornholms Landbrug

Frederik Tolstrup er gift med Julie. Sammen har de tre børn