Da en af øens to kiropraktorpraksis er flyttet til København, har Region Hovedstaden besluttet at give mulighed for, at en ny kiropraktor kan slå sig ned på Bornholm. Politikerne i regionsrådet har således besluttet at oprette et nyt ydernummer, så en kiropraktor får mulighed for at åbne en praksis.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
– Når vi ser på antallet af borgere i forhold til, at der kun er en kiropraktor på øen, er det klart, at det kan udvikle sig til et problem, som kun bliver forværret af øens geografiske beliggenhed, siger formand Qasam Ahmad (AL) fra udvalget for forebyggelse og sammenhæng i Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Den begrænsede mulighed for at søge behandling i en nabokommune betyder ifølge udvalgsformanden, at det både er sund fornuft og rettidig omhu at åbne mulighed for, at endnu en kiropraktor etablerer sig på øen.