TOPNYHED / POLITIK / Fredag 21. november 2025 • 05:30

Over 100 års erfaring på vej ud

Over 100 års erfaring på vej ud
Bjarne Hartung Kirkegaard tager 40 års erfaring fra bornholmsk politik med sig ud af kommunalbestyrelsen. Foto: Jesper Gynther

16 ud af 23 medlemmer skiftes ud i kommunalbestyrelsen, og flere af dem har mange års politisk erfaring fra Bornholm.

Efter kommunalvalget kommer det politiske landskab til at se meget forandret ud i Bornholms Regionskommune.

Det gør det, da to tredjedele af kommunalbestyrelsen bliver udskiftet, og med udskiftningen ryger der rigtig mange års erfaring med ud.

Faktisk bliver det til over 100 år sammenlagt politisk erfaring fra Bornholm.

Topscoren er ret naturligt Bjarne Hartung Kirkegaard fra Kristendemokraterne, der har hele 40 års erfaring i bagagen. Han kunne også vælges i denne omgang, men han har tidligere fortalt, at han faktisk helst ikke ville vælges.

I stedet bakkede han op om spidskandidat Niels Chresten Andersen, som endte med at få partiets ene mandat.

Men det kan også godt få en betydning for arbejdet i kommunalbestyrelsen, at der er så mange nye, som nu skal ind, siger Bjarne Hartung Kirkegaard.

– Jeg plejer at sige, at jeg synes, at vælgerne skal være så elskværdige, så de sætter kommunalbestyrelsen sammen, så der både er nogle nye og nogle gamle. Nogle med erfaring og nogle med friske øjne, som siger ’hey, hvorfor gør I det? Kunne vi ikke gøre noget andet?’. Det er altid en god ide med et frisk pust, men det er også godt med erfaring.

Ved seneste valg i 2021 siger Bjarne Hartung Kirkegaard, at der kom 13 nye ind ud af 23 – denne gang er det 16 nye.

– Sidste gang var voldsom med så mange nye, synes jeg. Så det bliver ”værre” denne gang. Der er mange, som starter helt fra bunden, siger han.

Stejl læringskurve

Nogle af dem, der kommer ind, har dog også erfaring fra kommunalbestyrelsen tidligere. Det er Brian Kofoed fra Venstre og Anne Thomas fra Socialdemokratiet.

Bjarne Hartung nævner også partifællen Niels Chresten Andersen som en med en slags erfaring, da han kender det kommunale system indefra.

– Men bare det at være ny i kommunalbestyrelsen er nok til, at man skal have en temmelig stejl i læringskurve i starten. Jeg håber, at denne her kommunalbestyrelse også sætter sig sammen til sådan en ryste-sammen-seminar. Det har vi tit gjort med andre, når der har været konstituering. I begyndelsen af en ny periode, hvor man lige sætter sig med alle sammen og siger, hvor er det, vi skal hen, siger Bjarne Hartung Kirkegaard.

Der kan også være stor forskel på, hvor hurtigt de forskellige nye er til at sætte sig ind i det politiske arbejde.

– For nogle når de det ikke i løbet af de fire år, og så er der nogle, som er en måned, halvanden eller to måneder om det – sådan er det for de fleste. Men her er ryste-sammen-turen god. Hvis man misser den, når man ikke altid at komme med på holdet. De kan få svært ved at følge med, siger kristendemokraten.

Af dem, der ryger ud af kommunalbestyrelsen med erfaring flere fra perioder, er eksempelvis Kirstine van Sabben, Søren Schow og Jonna Nielsen. I de flestes tilfælde er det fire års erfaring, som de tager med sig ud fra kommunalbestyrelsen.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT