EKSKLUSIV / POLITIK / Torsdag 20. november 2025 • 17:25

’Det begynder at handle om, hvem der tør gå i seng med den mest radikale først’

’Det begynder at handle om, hvem der tør gå i seng med den mest radikale først’
Flygare om forhandlingerne: ’For de næste fire års samarbejde bærer det nok ikke så meget frugt’. Foto: Jesper Gynther

Socialdemokratiets nummer to endte som nummer syv blandt partiets egne kandidater ved kommunalvalget. Det var ikke nok til, at Kasper Flygare kunne komme ind i kommunalbestyrelsen. Trods vælgerlussingen fik han plads ved forhandlingsbordet – og nu retter han kritik af processen.

Ved tirsdagens kommunalvalg lykkedes det ikke Kasper Flygare fra Socialdemokratiet at få en plads i kommunalbestyrelsen.

Hele valgkampen havde han ellers stået som Anne Thomas’ nummer to. Og han sad endda med ved forhandlingsbordet på valgnatten.

Et par dage efter valget har Kasper Flygare haft tid til at lade resultatet synke ind.

Han regnede ”absolut” med at blive valgt, men erkender nu, at han satte for stor lid til, at en andenplads på stemmesedlen automatisk ville sikre ham en stol i kommunalbestyrelsen.

– Jeg tror, jeg havde overvurderet det at stå nummer to på listen i forhold til, hvad det gav af antal stemmer. Jeg havde misset lidt valgets matematik, siger Kasper Flygare.

Processen med at lave en konstituering har ifølge ham ikke været optimal for det fremtidige samarbejde i bestyrelsen. Og han mener, at Socialdemokratiet har brug for en alvorsnak med et andet parti.

Dobbelt skuffelse

Socialdemokraten er naturligvis skuffet over resultatet.

– Jeg havde sådan set forventet, at jeg skulle ind og lave noget arbejde for Socialdemokratiet og Bornholm. Man stiller sig jo ikke op og udsætter sig for en valgkamp, uden man putter noget energi og en masse timer i det. Når det så ikke bærer frugt, så bliver man skuffet.

Kasper Flygare kalder sig selv for et ”forfærdeligt konkurrencemenneske”. Skuffelsen er derfor dobbelt så stor, siger han:

– Jeg hader at tabe.

– Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde den fuldstændigt overbevisende tro. Jeg troede, at når man står nummer to på Socialdemokratiets liste, så har man automatisk en form for blåstempling, der giver nogle stemmer, siger han.

Kasper Flygare tænker, at placeringen på listen ikke betyder noget, hvis man ikke er solidt forankret i et bredt netværk, der kan skaffe en de personlige stemmer.

– Det kan jeg se nu nok har været min hæmsko. Jeg er ikke bredt forankret i en stor arbejdsplads på Bornholm og har heller ikke haft fagbevægelsen eller andre bag mig, som mange før mig har haft, siger han som sin rationalisering af udfaldet.

Selvom Socialdemokratiet fik flest stemmer ved kommunalvalget, endte Dansk Folkeparti med ét mandat mere. DF’s spidskandidat René Danielsson fik 3.802 personlige stemmer, mens Socialdemokratiets Anne Thomas fik 2.365.

Kasper Flygare fik 111 stemmer og blev nummer syv blandt partiets 16 kandidater.

Alligevel sad han med til forhandlingerne på Hotel GSH, da den nye konstituering blev diskuteret. Men ifølge socialdemokraten var der ikke så meget at diskutere.

’Vi fik ikke et valg’

På det tidspunkt, hvor Kasper Flygare sad med i forhandlingslokalet, kendte man endnu ikke de personlige stemmetal, fortæller han.

Socialdemokraten siger også, at hans tilstedeværelse handlede om at kvalificere det oplæg, som partiet skulle tage stilling til. Og sikre, at de fik de nødvendige positioner ”uden at sælge for meget af os selv”, som han siger.

– Det er svært for et socialdemokrati at gå ind og konstituere sig med DF. Det tror jeg lige man skal sunde sig på, siger han.

Socialdemokratiet var da også i tvivl om de overhovedet ville gå med til de beslutninger, som Kasper Flygare fortæller, allerede var truffet på forhånd. Det var netop på grund af tvivlen, at han blev hentet ind i lokalet.

– Et hvilket som helst parti bør være i tvivl, når man går ind i så bredt et forlig, så bør man også sikre sig, at dem, man har mindst tilfælles med på et eller andet ideologisk plan, ikke er dem, der kommer til at præge samarbejdet mest, siger han og tilføjer:

– Hvis vi gik ind og lagde stemmer til at føre DF-politik, så ville jeg ikke se, hvorfor vi skulle gøre det.

Kasper Flygare kvalitetstjekkede aftalen efter spidskandidat Anne Thomas havde siddet til forhandlinger i flere timer.

– Jeg tror, man havde behov for at få nogen til at kigge på det og sige: Er det her godt nok? Fordi man bliver simpelthen blind af at kigge på sådan en aftale. Det var det, jeg gjorde. Jeg kiggede på en plan og skulle ærligt give min mening til Anne og til Lars (Goldschmidt, red.), om det var socialdemokratisk nok til, at vi kunne gå ind i det – og det synes jeg, at det var, siger han og fortsætter:

– De tre udvalgsposter, vi får, får tyngde i forhold til de opgaver, vi gerne vil, og i forhold til at præge det i den retning, vi gerne vil.

Venstres Frederik Tolstrup kom ud fra forhandlingerne klokken 01:20 og fortalte, at han bliver Bornholms nye borgmester. Kasper Flygare stod i baggrunden ved siden af Anne Thomas. Foto: Jesper Gynther.
Venstres Frederik Tolstrup kom ud fra forhandlingerne klokken 01:20 og fortalte, at han bliver Bornholms nye borgmester. Kasper Flygare stod i baggrunden ved siden af Anne Thomas. Foto: Jesper Gynther.

Alvorsnak med SF

Kasper Flygare mener, at Socialdemokratiet fik det bedst mulige ud af den situation, partiet stod i. Men han er ikke tilfreds med forløbet.

– Jeg tror også, at vi efterfølgende skal have snakke med nogle af vores normale samarbejdspartier som SF om, hvorfor man starter med at lave en aftale udenom, siger han.

– Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor nogle af vores partier går uden om midten og snakker med den yderste højrefløj. Det kommer til alt andet lige at udvaske nogle af de ideologiske projekter, man har. Det begynder at handle, om hvem der tør gå i seng med den mest radikale først.

Han mener, at en stor stemmeandel, som Dansk Folkeparti fik, ikke nødvendigvis giver det bedste udgangspunkt for et stabilt politisk samarbejde.

Og at partierne bør tale ærligt sammen, før de går ind i forhandlingslokalet, så ingen føler sig sat af fra start.

– For mig at se er det her med, at man allerede på forkant af valget begynder at række hen over midten, og at Venstre eller SF og DF begynder at lave aftaler. Det er noget, jeg godt kunne tænke mig, at vi ikke gjorde i fremtiden, siger han.

– Det kan godt være, at det virker smart lige den dag, man kan udpege en borgmester og få et par udvalgsposter. Men for de næste fire års samarbejde bærer det nok ikke meget frugt, hvis nogen føler sig efterladt på perronen.

Socialdemokratiet havde ifølge Kasper Flygare reelt ikke nogen mulighed for at præge udfaldet:

– Vi fik ikke et valg om at præge et samarbejde. Vi fik et forslag om at gå ind i det her på et færdiglavet koncept, som vi kunne sige ja eller nej til. Det var ikke fordi, vi kunne stå og vælge hvem vi ville samarbejde med. De kunne køre videre uden os, slutter han.

Dagen efter kommunalvalget skrev Kasper Flygares partifælle Erik Kryger på Facebook, at han trækker sig fra alt politisk arbejde og forlader partiet.

Spørgsmålet er derfor, om Kasper Flygare følger samme vej – eller om konkurrencemennesket i ham gør, at han stiller op igen om fire år.

Det vil han ikke love noget om endnu:

– Det kan sagtens ske. Fire år er lang tid, så den beslutning skal ikke tages nu.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT