Ringede straks til René

Ringede straks til René
Da Laila Kildesgaard vågende torsdag morgen, ringede hun straks til René Danielsson. Sanne Friborg havde hun skrevet med aftenen inden. Foto: Jesper Gynther
POLITIK | Torsdag 20. november 2025 • 19:00
Frida Flinch
Journalist
POLITIK | Torsdag 20. november 2025 • 19:00

Tre bornholmere står til at få en plads i regionsrådet. På trods af forskellige politiske overbevisninger tror de alle tre på et samarbejde for øens skyld.

Tre bornholmere kommer til at sidde med om regionsrådsbordet i Region Østdanmark efter nytåret. Det er en ekstra stol end den tidligere periode, hvor Leila Lindén (S) og Carsten Scheibye (V) sad med.

Selvom den officielle liste endnu ikke er ude ved redaktionens deadline, tyder alt på, at det kommende hold kommer til at bestå af Laila Kildesgaard (S), René Danielsson (DF) og Sanne Friborg (EL). Der er allerede lagt op til et godt samarbejde mellem alle tre på trods af deres forskellige rygmærker.

– Da jeg blev vækket i morges, ringede jeg straks til René Danielsson, og jeg skrev sammen med Sanne Friborg i går. Det er så fedt, at vi er tre lokale kandidater. Det er helt overvældende, siger Laila Kildesgaard, der bakkes op af René Danielsson.

– Laila var lidt mere morgenfrisk end mig og greb knoglen. Vi har sådan set en ambition om, at den samarbejdskultur, der har været, skal videreføres, siger han.

Også Sanne Friborg tror på et godt samarbejde mellem de tre nye regionsrådspolitikere.

– Jeg er rigtig glad. Jeg havde virkelig håbet på, at vi blev to, og at vi blev tre er jo overvældende. Det bliver godt for Bornholm, fordi der nu er tre øjne og tre opmærksomheder er bedre end en. Vi kan sparre med hinanden. Det tror jeg bliver rigtig godt.

Det første kaffemøde

De tre medlemmer har allerede aftalt det første kaffemøde, siger Laila Kildesgaard, men de politiske detaljer er de ikke nået til endnu. Men hun er ikke i tvivl om, at der kommer et samarbejde.

– Bare det, at man følges frem og tilbage, betyder, at man har rigtig god tid til at forberede sig, hvis man en gang imellem tager de samme fly og de samme busser. På den måde får man noget tid sammen. Vi skal alle tre finde ud af, hvordan det samarbejde skal være. Det har vi en hel måned til at begynde at snakke om.

René Danielsson tror også, at forholdet udvikler sig til mere end blot én kaffe. Han tror på, at de laver en arbejdsgruppe for at sætte bornholmerne i fokus.

Stemmerne gik til Pia

Laila Kildesgaard blev regionsrådsvalgets helt store stemmesluger på Bornholm med 8.381 bornholmske stemmer.

– Jeg er selvfølgelig megastolt over, at jeg har fået så stor opbakning lokalt, som jeg har, siger Laila Kildesgaard.

Ud for René Danielssons navn satte 1.809 bornholmere sit kyds, mens tallet var noget højere til kommunalvalget, hvor han fik flest personlige stemmer af alle kandidater med 3.802 bornholmere bag sig. Han har selv et bud på, hvor nogle af stemmerne er vandret hen.

– Jeg er ret overvist om, at du finder de 1.000 af dem hos min partistifter. Hun har fået 1.000 stemmer herovre.

Dansk Folkepartis stifter, Pia Kjærsgaard, stod nemlig også på den meterlange, gule stemmeseddel.

– Det er klart, at kommunalvalget fylder bare mere herovre, og vi har også fået nogle flere listestemmer til regionsvalget, end vi i virkeligheden har fået til kommunalvalget. Men det betyder egentlig ikke så meget for mig, det stemmetal. Jeg var godt klar over, at det ville blive lavere, siger René Danielsson.

Sanne Friborg fik 698 af bornholmernes stemmer. Hos Enhedslisten er kandidaterne opstillet på partiliste, og det betyder, at de personlige stemmer ikke har en lige så stor betydning for det endelige resultat, da stemmerne bliver fordelt efter, hvem der står øverst på listen og drypper derefter ned ad.

– Vi regnede med, at Enhedslisten ville få mange stemmer i København, og derfor tænkte vi, at det var en sandsynlighed, at jeg kom ind. Men man kan selvfølgelig aldrig være sikker. Nu er jeg bare rigtig glad for, at jeg kom ind, siger Sanne Friborg.

'Nu bliver det dumt'

Selvom René Danielsson er glad for, at de nu kommer til at sidde tre rundt om bordet, så tror han på, at antallet kunne have været endnu højere, hvis man havde spillet sine kort anderledes.

– Vi kunne egentlig have stået endnu bedre, hvis ikke folk havde købt narrativet om, at det ville blive umådeligt svært.

Under valgkampen lød opfordringen fra flere nemlig at koncentrere stemmerne om få i frygt for, at Bornholm kunne risikere slet ikke at få en repræsentant med i det kommende regionsråd.

– Vi var jo nogen, der prøvede at sige, prøv lige at holde vejret en gang og tæl til ti, fordi nu bliver det dumt. Man ved, at spidskandidaterne trækker ret meget i sådan en valg som regionsvalget, hvorfor at resterende mandater ofte bliver noget billigere.

– SF har også fået et rigtig flot valg, og Konservative fik også et rigtig flot valg i hele regionen. Og der kunne vi måske have fået et par bornholmere mere ind. Så på den måde er jeg jo ked af, at det narrativ bliver talt så meget op.

– Det ærger mig lidt. Jeg er superglad for, at der kommer kompetencer ind i form af både Sanne og Laila. Sanne har jeg også siddet i udvalgt med i fire år, og jeg ved, hvad hun kan. Laila kender jeg kun som tidligere kommunaldirektør, men hun er rigtig, rigtig dygtig, siger han.

Flere læger og døgnåben akutmodtagelse

De tre kommende regionsrådsmedlemmer ved også, hvad de bornholmske stemmer skal bruges til, når arbejdet rigtig går i gang efter nytår.

For René Danielsson bliver den vigtigste opgave, når en række af de kommunale sundhedsopgaver skal flyttes til regionen til starten af 2027 som en del af sundhedsreformen.

– Hele grunden til, at jeg stillede op til regionen, var at binde kommunen og regionen endnu mere sammen, end bare at have en plads i et sundhedsråd. Egentlig for at give kommunen en stærkere stemme, nu vi skal til at aflevere materiel, økonomi og personel.

– Det kommer til at betyde ret meget for den aldrende del af befolkningen på Bornholm, at det kommer til at ske så godt som overhovedet muligt. Ellers var min frygt, at der kunne komme flere stole, folk kunne falde ned imellem. Derfor har jeg sagt, at det skal lykkes på en pæn og ordentlig måde, så alle kan se sig selv i det, siger René Danielsson.

For Laila Kildesgaard står også samarbejdet mellem kommunen og regionen højt på listen. Manglen på læger står også på den liste, og så spiller Bornholms demografi også en rolle.

– Vi har en demografi, der gør, at vi har rigtig mange ældre, der har kroniske sygdomme, som ryger ind og ud af hospitalet. Det er rigtig vigtigt, at de ikke falder mellem to stole.

For Sanne Friborg, der selv arbejder i sundhedsvæsnet som intensivsygeplejerske, står lighed i sundhedsvæsnet højt på listen. Og så skal der flere læger til Bornholm.

– Psykiatrien er også rigtig vigtig. Det er vigtigt, at vi får høvlet af ventetiden, så børn og unge, og hvem der ellers måtte have brug for det, kan blive behandlet hurtigt. Helt lokalt vil jeg kæmpe for, at den psykiatriske akutmodtagelse, der kommer her på Bornholm, bliver døgnåben og ikke kun åben fra klokken 8-22.

Vil stoppe med festrygning

Selvom den endelige liste med regionsrådsmedlemmer endnu ikke er helt på plads endnu, så ved kandidaterne allerede, hvordan det skal fejres.

– Jeg vil simpelthen fejre det med at holde op med at være festryger. Det bliver mit første bidrag til sundhedsvæsnet, siger Laila Kildesgaard.

– Det har jeg lovet min bror. Jeg kan ikke garantere for nytårsaften, griner hun.

For René Danielsson bliver både regionsrådspladsen og det flotte resultat fra kommunalvalget fejret til partiets julefrokost senere på året.

– Vi har haft for vane at have nogle særdeles sjove julefrokoster efter de her kommunalvalg.

– Den skal nok ikke have lige så meget gas, som den fik sidste gang, men det kan da godt være, at julefrokosten bliver lidt sjovere, end den ellers ville have været, siger han.

Sanne Friborg fejring går en smule mere stille for sig.

– Du tror nok ikke på det, men jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at komme hjem og muge ud ved mine heste, griner hun.

Efter en intens valgkamp har hun brug for noget jordforbindelse, forklarer hun.

Arbejdet for de tre nyvalgte regionsrådsmedlemmer starter fra 1. januar 2026, hvor de i en overgangsperiode på et år vil få selskab af det nuværende regionsråd. Fra 1. januar 2027, hvor den Region Østdanmark bliver til virkelighed, vil det nye regionsråd stå alene med opgaven.

Personlige stemmer (bornholmske tal i parentes)

Laila Kildesgaard, Socialdemokratiet
11.681 (8.381)

René Danielsson
2.125 (1.809)

Sanne Friborg, Enhedslisten
1.990 (698)

Thomas Garfort, SF
1.065 (444)

Mogens Anneberg, Det Konservative Folkeparti
950 (511)

Kristian Kirk Mailand, Radikale Venstre
697 (312)

Bjarne Hartung Kirkegaard, Kristendemokraterne
565 (389)

Michael Hendriksen, Danmarksdemokraterne
327 (216)

Niels Chresten Andersen, Kristendemokraterne
164 (94)

Mogens Riis Pedersen, Kristendemokraterne
32 (9)

Hans Nielsen, DKP – Kommunisterne
30 (1)



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Fandt hul i markedet: ‘Det er enestående’
EKSKLUSIV | ABONNENT

Fandt hul i markedet: ‘Det er enestående’

Nogle gange har vi brug for nogen, der kan hjælpe os med at få øje på de smukke og fantastiske sider i tilværelsen.
Mad-entreprenøren fra Melsted
EKSKLUSIV | ABONNENT

Mad-entreprenøren fra Melsted

Fra vanvidskøkkenet i Rom til madfest i Gudhjem.
FÅ ABONNEMENT