'Sjældent, det virker godt for mig' - afviser at trumfe igennem


Med en bred konstituering er Frederik Tolstrup fra 1. januar den nye borgmester for Bornholms Regionskommune. Han tror dog godt på, at samarbejdet kan lykkes.
I de seneste uger har alle partierne på Bornholm ført valgkamp, og i løbet af tiden begyndte der at dukke borgmesterdrømme op hos Frederik Tolstrup.
Og de drømme blev til virkelighed natten til onsdag, da konstitueringspartierne Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Kristendemokraterne sammen gik ud af forhandlingslokalet klokken 01.20.
– Det har været en utrolig god valgkamp hele vejen igennem. Vi har haft et godt sammenhold på kandidatholdet. Når vi har været ude at stå og snakke med vælgere, har vi været i godt humør. Det har været det første. Da vi fik meningsmålingen, snakkede jeg sammen med nogle af mine medkandidater om, hvad gør vi nu? Og så kan jeg huske, at jeg sender en mail ud til dem, hvor jeg skriver, at nu er det en mulighed. Nu tror jeg, at vi skal gå lidt ud på planken og sige, at det her, det rækker vi ud efter, fortæller Frederik Tolstrup.
Men med udmeldingen om, at Venstre ville gå efter borgmesterposten, kommer der alligevel en bekymring.
– Når man stikker næsen frem, risikerer man jo, at der er nogen, der synes, det er en rigtig dårlig idé at blive borgmester. Omvendt har det også været vigtigt at forberede vores eget bagland og offentligheden på, at det kunne ske. Fordi det er meget bedre, at folk tænker, at det måske ville ske. Og jeg ved egentlig ikke, om det har kostet stemmer, eller om det har givet stemmer. Det aner jeg ikke, fortæller den nye borgmester og fortsætter:
– Men så er alle forberedt, og det virker meget bedre. Og det er også meget bedre for mig selv, fordi jeg selv har kunnet gå og vænne mig lidt til tanken om, at det kunne jo ske.
Netop at han har vænnet sig til tanken i løbet af de sidste par uger, gør, at det allerede har bundfældet sig i ham.
– Så jeg var ikke uforberedt på, at det kunne ske. Og jeg har altid tænkt meget politik og det sidste halve år meget over, hvad kunne man gøre med kommunen. Og jeg har snakket meget med mange mennesker og besøgt mange steder. Så det er bare næste skridt. Og det er vi også ved at få styr på, siger han.
Frederik Tolstrup samlede også lige omkring 2.500 personlige stemmer ind (de personlige stemmetal var ikke endeligt opgjort ved redaktionens deadline, red.) – kun overgået af René Danielsson, og det er han naturligvis meget glad for.
– Jeg var virkelig, virkelig... Da jeg så det tal der, jeg var virkelig, virkelig stolt og glad over det. Taknemmelig. Men der er også en opgave foran os, og den tænker jeg meget på, siger han.
'Jeg har ikke fortrudt'
Opgaven tog konstitueringspartierne hul på igen klokken 12 onsdag på Snorrebakken, hvor de skulle forhandle videre om selve aftalen, ordlyden og hvilke poster, der ender hvor.
En del af det var på plads, men der skulle forhandles videre.
Rundt på Green Solution House var politikerne ofte forbi hinandens grupperum, men i et godt stykke tid sad konstitueringspartierne samlet i forhandlingslokalet. Ude foran stod en kødrand af både journalister, kandidater og andre partifolk.
– Det var surrealistisk (at komme ud af lokalet og sige, at han var blevet borgmester, red.), fordi der var så ufattelig mange mennesker. Det var egentlig det, der gjorde det besynderligt. Der står en masse journalister, der har ventet i timevis. Og det der, det er aftenens historie. De har ventet. Først har de dækket en valgkamp i fire uger, og så har de stået der i timevis og ventet. Det er kulminationen, siger Frederik Tolstrup.
– Det er jo sådan det vildeste øjeblik. Så det var en vild oplevelse. Inden jeg går ud, tænker jeg, ’okay, det er fokus på opgaven’. Vi har haft en masse tanker, vi har også haft en masse snak i lokalet om, hvad er det, vi gerne vil. Og det, jeg gerne vil signalere, er, at der kommer en anderledes stabilitet og forudsigelighed over Bornholms politik fra nu af. Lige pludselig kommer det til mig, at det er rigtig vigtigt. Og så bliver jeg spurgt ind til, hvorfor det er de her folk, der står her, så siger jeg, at ’det er, fordi vi har tillid til hinanden’. Og jeg har stor tillid til dem alle sammen. Og det mener jeg også i dag. Nu har jeg sovet på det, og jeg har ikke fortrudt.
Elsker mennesker og relationer
Netop det brede samarbejde og stabilitet har også været ord, som Frederik Tolstrup har nævnt flere gange i valgkampen.
Det har der ikke været i den periode, der er gået, men det er det, Bornholm har brug for, mener den nye borgmester.
Det kan der også komme, selvom der er stor forskel på partierne, som jo spænder fra SF til DF.
– Det starter med tillid. Og det, vi gør, som man ikke gjorde sidste gang, er, at vi på valgnatten arbejdede med politik og fik stemt nogle ting af. Det var også derfor, det tog lang tid, inden vi kom ud. Jeg tror, det er vigtigt at få den gode start, så folk ved, hvad opgaven er, fortæller Frederik Tolstrup og fortsætter:
– Så vil de ikke lige pludselig komme og sige, ’vi synes ikke, der skal føres en ansvarlig, økonomisk politik, 'vi har da penge nok’ eller et eller andet. Det har vi ligesom taget hul på, fået ordnet og fået pakket ind. Den start er helt afgørende. Og så har jeg et godt forhold til alle parter, og jeg har tænkt mig at bruge alle mine kræfter på at formidle det her samarbejde. Jeg tror, det er utrolig vigtigt.
For han skal over det næste stykke tid – og de kommende fire år – være i tæt dialog med konstitueringspartnerne.
– Det er et arbejde, jeg synes er spændende. Jeg elsker mennesker, jeg elsker relationer, og jeg elsker at snakke med folk, og jeg kan godt lide mine partnere hver især. Jeg synes alle sammen, de bidrager med noget. Der er nogle af dem, jeg virkelig forstår. Der er nogle af dem, jeg ikke forstår helt så godt, men som jeg anerkender virkelig kan noget, som jeg ikke kan. Og jeg tror, det kan blive helt anderledes end her i sidste periode.
Det er der også en anden årsag til. For fire år siden var det nærmere Jacob Trøst, der blev sat i stolen. I år har Venstre taget teten.
– Det er min oplevelse. Jeg har ikke noget andet at have det i, end hvad jeg læser i aviser og hører. Jeg oplever, at han blev sat i stolen og var rigtig overrasket over, at han blev det. Den her gang - der må jeg være ærlig at sige - vi har arbejdet for det her. Og vi har en plan med det. Og det tror jeg kommer til at gøre en stor forskel end fra fire år siden.
Robust flertal
Med den allerede meget gennemgåede aftale partierne imellem tror Frederik Tolstrup også på, at det bliver det stabile samarbejde, selvom der også er forskelle mellem dem.
En ting er, at bølgerne kan gå højt i en valgkamp, mener han, men i det daglige arbejde oplever han ordentlig og respekt for hinanden.
– Vi har jo et meget robust flertal, og det hjælper os lidt. Og så vil jeg sige, at jeg tror, der kommer nogle konflikter, og dem må vi så tage hen ad vejen. Der tror jeg egentlig, at borgmesteren spiller en ret stor rolle i at få det der til at fungere. Få landet nogle konflikter, få taget hensyn de rigtige steder, få fordelt tingene. Det er også derfor - jeg tror, jeg sagde det på valgnatten - at jeg kommer selvfølgelig fra Venstre. Men vi har en opgave, og min opgave er at få det her samarbejde til at fungere rigtig godt. Og det betyder, at det bliver på samarbejdets præmisser, at jeg skal være borgmester.
Vil ikke trumfe igennem
Med de forskellige partiers spidskandidater befinder der sig også en ganske stor personlighed på dem. Det bliver ikke en hindring for, at samarbejdet lykkes.
– Du arbejder med store personligheder i politik. Det kan du slet ikke undgå. Alle folk, der har opnået noget i politik, har selvtillid, tror på sig selv og vil noget med det. Så det er jo en sjov flok at arbejde sammen med, og det skal man jo holde af. Det er jo ligegyldigt, om du tager et ministerhold eller en kommunalbestyrelse, så findes der jo en masse store personligheder der. For at blive politiker skal man jo være lidt udadvendt og ville noget. Det er faktisk positive egenskaber, synes jeg.
Men kommer det til at kræve en hård hånd en gang imellem fra borgmesterstolen?
– Du skal forestille dig, at vi arbejder med frivillige mennesker. Jeg kan ikke fyre folk. Det er ganske specielt. Jeg tror, det er derfor, at rigtig mange erhvervsfolk, nu har jeg selvfølgelig haft en virksomhed med nogle ansatte, men sådan rigtig hardcore erhvervsfolk, der kommer ud fra store virksomheder og er vant til at eksekvere, de er jo vant til at kunne fyre folk, siger Frederik Tolstrup og fortsætter:
– Og de slår sig altid på politik, fordi de glemmer, at de ikke behøver gøre, hvad vi siger. Så det er jo meget at appellere. Det er forhandling, det er at tage hensyn, det er at vise respekt. Alle de her ting er alfa og omega for at få et politisk samarbejde til at fungere. Det er vælgerne, der har sat det her i verden, og det er os, der skal få det til at virke. Det er opgaven.
Derfor kommer han heller ikke til at trumfe ting igennem.
– Jeg har ikke særlig gode erfaringer med det. Jeg ved godt, der er en eller anden oplevelse af, at det skal man nogle gange i politik, men det er sjældent, jeg synes, det virker godt for mig.
Tryghed i markfæller
På den private front kommer der dog også til at være ganske mange ting, der nu kommer til at forandre sig. For Frederik Tolstrup bliver nu fuldtidspolitiker, men der er god opbakning hjemmefra.
– De har det meget godt, familien. Vi fik besøg af nogle journalister i morges, det var sådan det mest invasive, men det kommer ikke til at ske hver dag. Det var lidt sjovt og specielt, men jeg tror lige, vi skal vænne os til det. Det er en ny tid og et nyt arbejde, jeg får i virkeligheden. Det bliver anderledes, og jeg ved jo ikke, hvordan det bliver før bagefter. Men jeg glæder mig til det, siger han.
– Men det er da klart, at hvis jeg kommer til at arbejde rigtig mange aftener væk, så får det da også nogle indvirkninger på mit familieliv, sådan er det jo bare. Jeg har utrolig god opbakning hjemmefra, så jeg tror, at vi får det til at fungere.
Men det bliver også farvel for nu til at drive landbrug. Her er han en del af et markfællesskab, som kommer til at tage meget over for ham.
– Jeg har faktisk snakket med min bedste buddy i dag. Ham, der er den yngste af mine fæller, og han var ikke bekymret. Det er meget rart, at der er sådan en tryghed. Det kan også være, han glæder sig til at slippe af med mig - det håber jeg ikke - men han er en lidt dygtigere landmand, end jeg er, så det er jeg egentlig rigtig tryg ved, siger den nye borgmester med et smil.
Sommerhuset var for ulækkert: Tilbudt 250 kroner i erstatning
Selv uden auktion: Loppemarked satte rekord
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration












