Overlevede skyderiet i Field's og flygtede til Bornholm: Jeg troede, jeg skulle dø

Anna Liljeroth var midt i det livsfarlige kaos i Field's med sin toårige datter på armen, da skuddene faldt. Tre år senere mindes hun ofrene – og den dag, der for altid forandrede hendes liv.

– Da jeg senere afgiver vidneforklaring til politiet, får jeg at vide, at den 46-årige mand, der mistede livet, stod lige bag mig og var blevet ramt af den samme kugle som mig.

Ordene kommer fra Anna Jeannine Villadsen Liljeroth. Søndag den 3. juli 2022 måtte hun med sin dengang toårige datter på armen og sin daværende mand gennemleve det værste mareridt under en tur i shoppingcenteret Field's på Amager.

Her blev tre personer - en 17-årig pige, en 17-årig dreng samt en 46-årig mand - skudt og dræbt, da en 22-årig psykisk syg mand pludselig begyndte at skyde løs mod shoppinggæsterne.

Heriblandt var Anna Liljeroth, der dengang boede på Amager blot 800 meter fra Field's, men siden er flyttet til Bornholm. Og når det den 3. juli er treårsdagen for skyderiet, har hun besluttet sig for at lave sin egen mindehøjtidelighed ved Galløkken i Rønne klokken 18.

Anna Liljeroth fortæller her, hvordan hun oplevede den tragiske dag fra tætteste hold.

'Han har en pistol'

– Hele hændelsesforløbet står egentlig stadig ret klart. Der er kun nogle få steder her og der, hvor jeg ikke helt kan forklare, hvad der skete.

Sådan indleder Anna Liljeroth, når hun tænker tilbage på dagen, der startede med en helt normal tur i Field's med sin daværende mand og deres toårige datter.

– Vi sidder og spiser på øverste etage. Jeg hører på et tidspunkt et brag, og jeg kigger rundt og kan ikke rigtig identificere, hvor det kommer fra.

Anna lader det derfor passere i første omgang. Det er et stort center, hvor der ofte er mange og også høje lyde, tænker hun. Men der går ikke mere end to minutter, før alvoren begynder at gå op for den lille familie. Pludselig vælter det op med mennesker fra rulletrappen tæt på restauranten, de sidder på.

– Der er en ung mand, som løber hen til mig, tager fat i mig med hænderne på begge mine skuldre og nærmest ryster mig. Og så siger han: ”Tag dit barn og løb”, fortæller Anna.

Der er en oprigtighed i måden, den unge mand kigger på hende, som gør, at hun med det samme forstår, at det her ikke er for sjov. Og da Anna gør bare det mindste antrit til at sætte farten ned, opdager selvsamme unge mand det.

– Han vender sig om, tager fat i mig igen og siger: ”Løb forhelvede, han har en pistol”.

Ser røgen fra geværet

De næste sekunder er kaotiske.

Sammen med en masse andre mennesker løber hun med sin datter på armen hen mod nærmeste nødudgang. Og det er her, Anna for første gang ikke bare hører, men også ser et skud blive affyret. Glasset ved rulletrappen sprænger, og der udbryder for alvor panik blandt den store menneskemængde på flugt.

– Der går ikke ret lang tid, før jeg hører et nyt skud og ser også røgen fra geværet, siger Anna, der i det øjeblik dækker for datterens øjne og holder hende ind til brystkassen, så den toårige pige ikke kan se, hvad der foregår.

– Hun bliver bange, men hendes instinktive reaktion er at blive stille. Hun sidder faktisk helt stille og holder sig i ro oppe hos mig, fortæller moren om sin datter.

Anna og hendes mand har midt i virvaret mistet hinanden, og i Annas hoved er tankerne begyndt at flyve rundt. Hvordan får jeg min datter ud, hvis jeg bliver ramt og ikke kan løbe videre?

– Det eneste, jeg tænker over, er, hvordan redder jeg hende.

Troede du, at du skulle dø?

– Ja, det gjorde jeg. Jeg tænkte faktisk, at det ikke kan være rigtigt, at det skal slutte sådan her.

Desperationen breder sig

Den desperate flok mennesker kommer herefter ud på taget af Field's.

Panikken har bredt sig til et punkt, hvor to fuldvoksne mænd kommer op at slås, da menneskemængden skal igennem en smal branddør.

– Jeg er fanget i midten og bliver faktisk ramt på munden og flækker den ene fortand, fortæller Anna.

Men videre ned ad nødudgangen kommer de, før de når til en dør, der fører ud til centeret igen.

– Der er en i mængden, som stopper og tager sin finger op til munden for at fortælle os, at vi skal være helt stille, fordi han har åbnet døren ud til centeret, husker Anna.

Stilheden afbrydes dog hurtigt. Endnu et skud høres, og døren bliver omgående lukket. De er nødt til at gå op igen og videre hen over taget. Men for at komme det, skal de først forcere et afskærmningsværk, så de kan komme hen til en anden nødudgang.

Det er i øvrigt her, Anna genforenes med sin mand, efter de tidligere var blevet væk fra hinanden. Han er kravlet over og får datteren, så Anna selv kan forsøge at komme over.

– Der kommer så en kvinde løbende ud som en af de sidste. Hun er smurt ind i blod og kan ikke komme over det her afskærmningsværk. Hun skriger bare: ”Hjælp mig!”.

Anna når at fortælle sin mand, at han bare skal fortsætte med deres datter, så hun kan hjælpe den desperate kvinde.

– Men lige efter kommer en ung mand, som opdager, at der faktisk er en låge, så man ikke behøver at kravle hen over, og han får hjulpet hende med videre.

I samme øjeblik hører de endnu et skud og kan fornemme, at gerningsmanden er tæt på.

'De har en baby'

Midt i panik, kaos, frygt og flugt er klapvognen taget med.

– Jeg ved egentlig ikke, hvorfor ingen af os i processen tænker, at vi bare skal lade den stå, men det gør vi ikke, funderer Anna.

Og det bliver faktisk en udfordring, da de skal have den med ned ad nogle trapper og videre på flugt. Foran er der en mor med sine to unge piger - de er 14 og 10 år, gætter Anna på.

– Den yngste af pigerne vender sig om for at hjælpe os, og hendes mor tager først fat i hende for at trække hende med, men så siger datteren…

Anna tager en dyb indånding, før hun fortsætter.

– Jeg kan den dag i dag stadig tydeligt høre hendes stemme i mit hoved. Den her 10-årige pige vender sig om, slår hendes mors arm væk og siger: ”Mor forhelvede, de har en baby”.

Resultatet bliver, at alle tre vender sig om og hjælper Anna og hendes familie ud.

– Jeg glemmer aldrig nogensinde, at det var en 10-årig pige, der vendte sig om for at hjælpe os i en situation, hvor hun egentlig også var i livsfare.

Gerningsmanden kommer ud

Gruppen finder omsider ud fra centeret ved Elgiganten og løber mod venstre, hvor der er nogle blokke, de kan sidde på.

Men de når ikke at sidde længe, før én tager fat i Anna og siger: ”Han kommer ud nu. Vi skal løbe”.

– Gerningsmanden kommer ud, og vi kan se, at han har geværet i hånden. Men han løber heldigvis over mod hotellet, hvor vi løber i en anden retning, fortæller Anna.

Gerningsmanden bliver pågrebet cirka 600 meter fra, hvor de løber hen. Det er dog ikke noget, Anna og de andre ved noget om på dette tidspunkt. Til gengæld er det her, Anna første gang bemærker, at hun har glasskår i fødderne, efter hun tidligere har mistet sine sko.

Men det gør ikke ondt.

– Jeg kan fortælle, at når sådan noget sker, så mærker man ikke noget som helst. Man er i overlevelsestilstand og skal bare væk.

Herefter går det over stok og sten for at komme væk fra Field's. Først bliver de ledt ned mod Royal Arena, hvor der samme dag er planlagt stor koncert med popstjernen Harry Styles - en koncert der naturligvis er blevet aflyst i lyset af de tragiske begivenheder.

Det betyder dog også, at der er ekstremt mange mennesker, hvilket ikke ligefrem hjælper på den i forvejen kaotiske stemning.

Anna, hendes datter og daværende mand har derfor kun én ting i hovedet.

– Vi skal bare væk herfra og hjem.

Ramt af samme kugle

Da de kommer hjem, er der stadig ikke noget nyt om, hvorvidt manden er blevet pågrebet.

Og samtidig rammes Anna af den choktilstand, hun slet ikke har haft tid til at blive ramt af indtil nu.

– Jeg bryder fuldstændig sammen, da vi kommer hjem. Jeg græder og græder, og jeg kan slet ikke få ro på mig selv. Min eksmand har efterfølgende fortalt mig, at det eneste jeg kunne sige var: ”Han skød. Han skød".

Anna bliver derfor hjulpet på et psykiatrisk hospital, hvor hun får noget medicin, der får hende til at slappe af. Og det er også her, det går op for hende, at det ikke kun er glasskår i fødderne og en flækket tand, hun har taget med fra shoppingcenteret. Hun er også blevet ramt af et skud.

– Det er ikke særlig slemt, da den bare har strejfet mig. Men da jeg senere afgiver vidneforklaring til politiet, får jeg at vide, at den 46-årige mand, der mistede livet, stod lige bag mig og var blevet ramt af den samme kugle som mig.

Den 46-årige familiefar dør på stedet.

– I rigtig rigtig lang tid bar jeg meget skam med mig over, at jeg overlevede, og at de tre andre ikke gjorde. Også fordi den 46-årige, der døde, efterlod to børn og en kone. Hvorfor skulle de dø, og jeg skulle have lov til at overleve?

Helt tom

Tiden kort efter er forfærdelig, fortæller Anna.

– Jeg græd ikke særlig meget, fordi jeg var bare… Det var som om, at der slet ikke var noget indeni mig. Jeg var helt tom. Jeg følte ikke rigtig noget.

Hun ligger vågen det meste af natten og lytter efter, om der kommer mere. Det gør hun faktisk i de efterfølgende dage hele tiden. Hun tør næsten ikke gå udenfor af frygt for, at det ikke er slut.

– Jeg ventede bare på, at der kom mere.

Det er ikke så nemt at få den professionelle hjælp, som Anna set i bakspejlet nok havde brug for. Hun får lidt hjælp gennem sit forsikringsselskab, men de er også overbelastede, da der er mange, som har brug for krisehjælp. Og den hjælp hun får, er ikke særlig effektiv.

– Jeg kunne komme ind på et krisecenter dagen efter eller to dage efter og vende det med nogen. Du havde en halv time, hvor der var en sygeplejerske til stede, og så kunne du snakke med andre, der havde oplevet det samme. Men jeg kunne slet ikke klare at høre andre snakke om det på det tidspunkt. Det startede hele min frygtreaktion forfra.

Følgevirkninger rammer Anna så hårdt, at hun i løbet af det første år udvikler en spiseforstyrrelse, som hun kommer i behandling for.

– Det var egentlig først der, at jeg fik rigtig hjælp til, hvordan jeg skulle gribe det an og komme videre.

Har råbt på hjælp

Gerningsmanden, der i dag er 25 år, bliver dømt den 5. juli 2023.

Han kendes skyldig i alle 11 forhold, han var tiltalt for og idømmes anbringelse på Sikringsafdelingen i Slagelse - et hjemsted for Danmarks farligste psykisk syge patienter.

Der fastsættes ingen tidsbegrænsning på hans anbringelse. I forbindelse med retssagen konkluderes det i en mentalerklæring, at den 25-årige må betragtes som sindssyg, og at han var sindssyg på gerningstidspunktet.

Det fremgår blandt andet, at han havde svært ved at huske hændelsen i Field's, men han kunne huske at have et ønske om at slå dem ihjel, som ønskede at slå ham ihjel.

Anna har fået gerningsmandens navn og har også set billeder af ham. Efterhånden som hun lærte mere om ham, blev hun allermest glad for, at han nu kunne få noget hjælp. Hjælp, som han faktisk havde råbt efter i lang tid førende op til den skæbnesvangre dag.

– Da jeg fandt ud af, at han havde bedt om hjælp så mange gange, har jeg ikke været vred på ham. Hans handlinger er utilgivelige, men der sidder jo et menneske bagved, som virkelig har råbt og skreget på at få noget hjælp.

Træffer et valg

Familien beslutter sig efterfølgende for at flytte.

Væk fra stedet hvor det hele skete og hen til et sted, hvor man ikke skal føle frygt hele tiden. Her falder valget på Bornholm.

– Min eksmand er bornholmer, og vi havde allerede inden snakket om, at vi skulle flytte til Bornholm. Da det her skete, sagde jeg: ”Nu skal vi væk herfra. Jeg vil til Bornholm, hvor der er fred og ro”.

Anna fortæller, at frygten for alvor først lagde sig efter et års tid, men den kan stadig komme snigende, særligt hvis hun er i København eller omkring Field's.

Hvornår begyndte du at kunne tale om det med andre?

– Der gik to år, før jeg kunne fortælle om det uden at bryde sammen. Der er selvfølgelig detaljer, hvor jeg kan mærke, jeg får en klump i halsen, men jeg skal ikke gennemleve det mere, fordi det på en eller anden måde er afsluttet i mit hoved.

Men helt afsluttet er det ikke. For Anna har besluttet, at den forfærdelige oplevelse skal bæres med videre på en positiv måde.

– Jeg har truffet et valg om, at den her oplevelse skal være grund til, at jeg aldrig nogensinde står i en situation, hvor jeg ikke lever det liv, jeg gerne vil. Det er det for kort til.