Ofre for skyderi i indkøbscenter mindes på Galløkken

Ofre for skyderi i indkøbscenter mindes på Galløkken
Anna Liljeroth oplevede tragedien i Field's fra tætteste hold. Nu vil hun minde ofrene ved Galløkken i Rønne. Foto: Jesper Dollerup Merved
Lørdag 28. juni 2025 • 11:00
Lørdag 28. juni 2025 • 11:00

Tre år efter tragedien i Field’s vælger Anna Liljeroth at markere årsdagen langt fra København – med tre roser i havet og håb om fællesskab på Galløkken i Rønne.

Torsdag den 3. juli er det præcis tre år siden, at skyderiet i Field's på Amager fandt sted.

Det markeres blandt andet med en mindehøjtidelighed på Østerbro i København, hvor ofrene mindes. Anna Liljeroth var til stede og oplevede tragedien på nærmeste hold og flyttede efterfølgende til Bornholm for at komme væk fra åstedet og få ro på krop og sjæl.

Og hun har ikke lyst til at være i København og i nærheden af Field's på selve årsdagen.

– Jeg synes, det er for utrygt, og tanken om det gør mig ængstelig. Jeg ville ende med at være mere bange, end jeg ville have ro til at kunne vise min respekt, siger Anna Liljeroth og tilføjer:

– Når jeg går ind i Field's i dag, kan jeg kun se blodpletterne på gulvet, røgen fra geværet og glas alle vegne. Det er jo egentlig et fint center med mange glade mennesker, men det ser jeg slet ikke i dag.

Faktisk var hun de første to år efter skyderiet slet ikke i stand til at markere årsdagen på sådan en måde.

– Sidste år havde jeg bare en stille stund for mig selv, hvor jeg spredte bladene fra tre roser og havde fem minutters stilhed.

Mindes på Galløkken

Men i år vil hun gerne markere dagen for at mindes de tre, der mistede livet.

Og i stedet for at tage til København, har Anna Liljeroth besluttet sig for at holde sin egen på Galløkken i Rønne.

– Jeg har gået og tænkt over det et stykke tid, og så var jeg en dag ude at gå en tur med en ven langs Galløkken. Der gik det op for mig, at solen går ned lige der, og jeg synes, det er sådan et smukt stykke, hvor der er fredeligt og roligt.

– Det er det perfekte sted til at stoppe op og mindes. Både dem vi mistede den dag, og også hvordan det har ændret hele mit liv, fortæller Anna Liljeroth, der derfor skrev et opslag i facebookgruppen "Det sker på Bornholm" for at gøre opmærksom på den lille mindehøjtidelighed.

"Jeg tager ned på Galløkken klokken 18 og sætter tre roser i vandet for at mindes de tre, der mistede livet og for at mindes dagen, der for evigt ændrede mit og tusindvis andre liv. Skulle der sidde nogen derude, der har lyst til at deltage, så er alle velkommen", lyder det i opslaget, der har modtaget mange positive tilkendegivelser.

– Jeg havde ikke regnet med, at det var blevet taget så godt imod. Det ville jo ikke være første gang, hvis man mødte den her med, at det er fortiden, og det skal vi lade ligge.

– Og på sin vis er jeg enig i, at vi ikke må lade os styre af det i hverdagen, men vi må bare ikke glemme det, der skete, og de mennesker som har mistet livet på grund af det.

Måske har andre behovet

Når Anna Liljeroth torsdag tager ned på Galløkken og sætter tre roser i vandet, har hun sin bedste veninde og sin nu femårige datter med.

Hun håber, at andre har lyst til at dukke op.

– Jeg ved godt, at de fleste bornholmere nok ikke var berørt af det, men jeg kan huske, det var noget, der blev snakket om. Folk var optaget af det, og det fyldte også her, selvom det jo skete helt derovre.

– Måske er der andre, som sidder og tænker på det og også har et behov, hvor man kan tænke 100 procent på det og mindes det, der skete.

Følg debatten på facebook!

BOMBERNE UNDER OVERFLADEN

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

65.000 ton kemiske våben ligger på havbunden ud for Bornholm. Vi kender risikoen – nu skal Danmark og Europa handle.
Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal
NYHED | ABONNENT

Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal

80 år efter Anden Verdenskrig er der fundet kræftfremkaldende stoffer fra eksplosiver i skaldyr og andre dyr i Østersøen ud for Tysklands nordkyst.
FÅ ABONNEMENT