Østre Skole er blevet solgt af regionskommunen til en endnu ukendt køber. Det skete på kommunalbestyrelsesmødet torsdag aften, hvor et flertal bestående af Venstre og Socialdemokratiet stemte for.
Det fortæller Søren Schow (V), der er glad for, at kommunens gamle skole nu afhændes til en aktør, der vil tilføre Rønne flere boliger.
– Jeg tænker, at det er supergodt, at der er kommet nogle gode bud på, hvad matriklen kan bruges til, når vi i kommunalbestyrelsen ikke kunne blive enige om det. Det koster os kun penge at have bygningen stående, så det er kun godt, at der var nogle, der ville købe den og bygge flere boliger, når vi ved, at det er det, vi står og mangler på Bornholm, siger han.