I aftes traf KB følgende beslutning ang. salget af Østre Skole:
Ad a) Taget til efterretning. (altså at det tidligere salg var trukket tilbage)
Ad b) Godkendt. Kirstine van Sabben kan ikke medvirke. (altså at det aktuelle købstilbud ikke imødekommes)
Ad c) Sagen henvises til politiske drøftelser for at afgøre bygningens fremtid. (altså at skolen ikke genudbydes på ændrede vilkår som foreslået i sagen)
KB har tidligere besluttet, at Østre Skole skal sælges, og der er indgået en kontrakt med en mægler, der løbende er i kontakt med potentielle købere. KB har ikke besluttet at tage Østre Skole af salgslisten, så dette arbejde fortsætter, og vi får forelagt eventuelle nye købstilbud. Aftalen med mægler er tidsbegrænset, og afbrydes aftalen før tid, skal der betales honorar. Derfor fastholdes aftalen ind til KB vedtager noget andet, og den administrative dialog med både mægler og potentielt interesserede fortsættes inden for de besluttede rammer.
Med afsæt i KBs beslutning i går vil jeg lægge op til at vi drøfter situationen og de tilkendegivelser, der blev rejst på KB i går, på vores gruppeformandsmøde i august. Så må vi på den baggrund tage stilling til, om vi skal fastholde den nuværende beslutning om at sælge – evt. på ændrede vilkår – eller om vi til sætte salget i bero med henblik på anden anvendelse. På baggrund af drøftelserne må administrationen lave en sag til formel politisk beslutning.