Borgmester Thomas Thors (S) afviser, at han holder informationer om forhandlinger med mulige købere af Østre Skole i Rønne tilbage for økonomiudvalget, sådan som Bornholmerlisten og Dansk Folkeparti har kritiseret ham for i denne uge.
Thomas Thors bekræfter, at der for tiden finder samtaler sted med mulige købere. Ved at omtale dem i flertal bekræfter han også, at der er tale om mere end en mulig køber. Men han bliver ikke orienteret om, hvordan samtalerne skrider frem og sidder derfor ikke med en viden, som resten af økonomudvalget ikke har og ikke må få, siger han.
– Jeg kan kun sige, at det ikke er mig, der forhandler. Det er administrationen og den ejendomsmægler, som kommunen samarbejder med. Resultatet af de forhandlinger vil blive forelagt for økonomiudvalget, når de er færdige. Men jeg har ikke været involveret i de her forhandlinger, siger Thomas Thors.
Kirstine van Sabben (BL) sagde torsdag til Bornholms Tidende, at hun ikke fik noget svar, da hun i sidste uge i økonomiudvalget søgte informationer om det muligt forestående salg af Østre Skole. Til det svarer Thomas Thors, at der endnu ikke er noget færdigt resultat af forhandlingerne at forelægge de andre politikere.