Ønsker løsning til halv million: 'Det vil lette trafikken meget'

Ønsker løsning til halv million: 'Det vil lette trafikken meget'
Parkeringspladsen er fyldt fra et sted om formiddagen til efter aftenen i Gudhjem - og mange biler kører forgæves gennem byens gader. Foto: Martin Søndergaard Jensen
Fredag 1. august 2025 • 05:30
Fredag 1. august 2025 • 05:30

Parkeringsforholdene i Gudhjem gør, at rigtig mange biler kommer ned igennem byen. Her har by- og museumsforeningen tænkt på en løsning, man kender fra eksempelvis parkeringshuse.

– Vi fandt ud af sidste år, at man for 500.000 kunne få et etableret system, så der var føler under hver p-plads hernede (på parkeringspladsen på Gudhjem Havn, red.). Og at der flere steder i byen vil stå, hvor mange p-pladser der er tilbage.

Sådan fortæller Ole Stigemo, der er medlem af Gudhjem By- og Museumsforening.

Han fortæller, at det allerstørste problem om sommeren er trafikken, da der som bekendt kommer rigtig mange turister til byen. Og mange kører forgæves til en propfyldt parkeringsplads.

– Det er alle dem, der kører herned for at lede efter en parkeringsplads, og der ikke er nogen. Så kører de op og rundt en gang til, og det gør, at der kommer op til 2000 biler i døgnet ned gennem gaderne. De kommer til at fylde meget i bybilledet, siger Ole Stigemo og fortsætter:

– Set i den kontekst, at kommunen tjener over en million kroner på parkeringsafgifter hernede, synes vi godt, at man kunne være så storsindet, at man siger, 'jamen så vil vi gerne være med til at løse det her helt fundamentale problem'. Det er en løsning, der også bruges i parkeringshuse, så folk ikke kører derind, når der ikke er flere pladser at finde. Tænk, hvis man ikke havde det i København - så ville folk blive rigtig sure. Det samme gør sig gældende her.

– Hvis den fortalte, at nu er der én plads nede i byen. Så kan det godt være, at der kører 10 biler ned for at få den ene plads. Så er det måske to af dem, der får en plads, når andre kører, men der kører ikke 100 biler ned for at finde en plads. Det er alt for stort trafikpres nu, og det vil lette trafikken meget, hvis det er her også.


– Det er alt for stort trafikpres nu, og det vil lette trafikken meget, hvis det er her også, siger Ole Stigemo, medlem af Gudhjem By- og Museumsforening. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Hotelgrunden

En af de steder, man i stedet kan parkere, er på Melstedvej, hvor der er etableret parkering. Her har Ole Stigemo selv oprettet en placering på Google Maps, som er blevet vist 200.000 gange på tjenesten.

I Gudhjem kalder man den hotelgrunden, da den var udlagt til, at der kunne bygges hoteller - men det blev annulleret af kommunalbestyrelsen.

– Men der blev ikke lavet en ny lokalplan, der for fremtiden 100 procent sikrer, at den kan bevares som parkeringsplads - og det vil få katastrofale konsekvenser, hvis den ikke er der. Det ville give både færre turister, og det liv, der er her - og muligheden for de erhvervsdrivende at drive deres handel, vil være mindre. Og jeg har meget svært ved at se, hvor den alternativt skulle placeres henne, uden det ville medføre kolossale kommunale udgifter, fortæller Ole Stigemo.

Han tilføjer også, at der var nogle politikere, som mente, at hotelgrunden kunne bruges til helårsboliger.

– Vi har ikke noget imod helårsboliger, men lige der er det ikke særlig smart, fordi der ikke er noget alternativ til den parkering. Kommunen skal ud og ekspropriere jorden ud af deres eget, som de kan bruge, som de vil. Den har jo været fyldt stort set hver eneste dag i højsæsonen.

Frivillighed

Parkeringen er selvfølgelig en af de ting, som i højsæsonen fylder ganske meget i Gudhjem, men der sker også mange andre ting i byen, som by- og museumsforeningen er glade for.

Her nævnes eksempelvis en stor donation til at realisere et varmvandsbassin i svømmehallen, sommerfesten for gudhjemborgerne i Holkadalen, biografen, Gudhjemhuset, en sommerfuglemark og meget mere til. Der bliver også arbejdet på at fortælle endnu mere om Gudhjems historie - især om havnen og havnens udvikling med fiskeri.

– Og det kunne også godt komme lidt tættere på. Ikke blot så turisterne kunne opleve det, men også for de lokale, siger Ole Stigemo.

Men meget af det her er kun noget, der kan blive til, fordi der er frivillige, der stiller op. Og det mener Ole Stigemo, at de er rigtig gode til i Gudhjem.

– Vi er så mange frivillige, der kan gøre aktiviteter. Der sker løbende nogle ting, hvor folk kan være med, og vi er gode til at stille op for at få byen til at køre. Fordi havde byen ikke biografen, svømmehallen, museet, byforeningen, så ville det blive mere stille, og det er med til at gøre byen god at bo i, siger Ole Stigemo og fortsætter:

– Nu skal man jo ikke fremhæve bestemte erhvervsdrivende, men det er jo klart, at Provianten, som hver torsdag har fællesspisning, betyder også noget for sammenholdet og samværet i byen. Fordi i vintermånederne er det jo mange lokale, der bruger det. Så er der igen frivillige, der stiller op og synger, når Ertholm sejler ud om morgenen. Og det udsprænger fra den tidligere ejer af Provianten, hvor de nu snakker og drikker kaffe. Det kan man sige, at det er så måske alternativet til sladrebænken nu.


Der er i øjeblikket mange turister, som tager Christiansøfarten. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Sladrebænken og kystsikring

Netop sladrebænken, der forsvandt fra stedet foran Cafe Klint i 2011, er nemlig en ting, der godt måtte komme tilbage, mener Ole Stigemo.

– Der var en sommerborger i Gudhjem, som rejste spørgsmålet med, om man kunne få den tilbage. Der sad alle Gudhjem-borgerne og delte de lokale nyheder hver aften. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre at få den reetableret, for det er kommunens område, men det er også en del af kulturhistorien, som vi selvfølgelig værner om i byforeningen.

En ting, som dog også optager byforeningen, er, hvordan man i fremtiden skal kystsikre Gudhjem. Frem mod 2050 kan vandet stå noget højere end i dag.

– Og der kommer noget her senere på året omkring det. Vi har ved hjælp af nogle midler fra arkitektforeningen og fra LAG fået et arkitektfirma og ingeniører med tække på de her ting til at komme med et udkast til, hvordan man kunne kystsikre her. Sidst vi havde stormflod, der lå den store container med flasker og alt muligt og sejlede rundt. Det var med nød og næppe, at transformatorstationen overlevede. En ting er, at der kommer en generel vandstigning. Det næste er, når der kommer stormflod i forbindelse med højvandet. Hvis der så kommer en storm med 28 meter i sekundet, er bølgerne meget store. Så ville husene på hele Ejnar Mikkelsensvej være færdige, siger han og fortsætter:

– Der var en Christiansborg-politiker, som sagde, at han ville gøre noget for, at granithavne blev anset som kulturhavne - og kan det kobles på det, ville det jo være supergodt. Men vi arbejder som sagt på, at der kommer mere om det senere.


Sladrebænken. Arkivfoto


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT