Når Falck ved udgangen af denne uge forlader testcentret i Søndermarkshallen, som har været brugt til hurtigtest siden december, medfører det ikke, at testcentret lukker permanent. Copenhagen Medical overtager nemlig hallen allerede dagen efter.
"Således bibeholdes det populære testcenter til gavn for beboerne i Rønne og de turister, der lægger vejen forbi Bornholm i løbet af foråret og sommeren," skriver Copenhagen Medical i en pressemeddelelse.
I Rønne driver Copenhagen Medical i forvejen testcentret på Campus Bornholm, men når virksomhedens podere rykker ind i Søndermarkshallen den 10. maj, er det slut.
"I forbindelse med at Copenhagen Medical overtager testcenteret, lukker testcenteret på Campus Bornholm ned, da eleverne her allerede er i fuld gang med selvtest," oplyses det.