Nyt boligområde i Vang

Nyt boligområde i Vang
| ABONNENT | 18. JUN 2020 • 16:25
Af:
laust jordal
| ABONNENT
18. JUN 2020 • 16:25
Et forslag til en lokalplan for et nyt bolig- og sommerhusområde i Vang sendes i fire ugers høring. Det blev vedtaget på Økonomi-, Erhvervs- og Planudvalgsmødet tirsdag.

Det drejer sig om udstykning af 11 byggegrunde i udkanten af Vang på venstre hånd, når man drejer ind af indkørslen mod byen fra hovedvejen.

I dag er området sprunget i skov, men ejeren af området, som bor i Snogebæk, ønsker altså at området skal udstykkes til ni nye helårsboligerboliger og to sommerhuse. Det meste af området ligger nemlig indenfor byzonen, mens den vestlige del af området ligger i sommerhuszonen.

Ifølge planerne, der er udfærdiget i samarbejde Landinspektørfirmaet TPC i Allinge, skal boligområdet optræde som en lille enklave med indkørsel fra vejen overfor den nuværende busvendeplads.

Helårsboligerne vil få tilladelse til at bygge op til to etager i en højde på otte en halv meter. De to sommerhuse må bygges i ét plan og op til fem meter i højden. Hvis lokalplanen bliver realiseret, vil den nuværende træ- og kratbevoksning blive ryddet, så man fra indkørslen til Vang vil kunne se ud over kysten og havet. Forslaget til lokalplanen sendes i høring fra den 22. juni og frem til 20. juli.

Billedtekst: Lokalplanen vil give plads til et nyt boligområde på vejen, der ligesom byen hedder Vang. Det er området inden for den gule stiblede linje, det drejer sig om.

Arealet er et cirka 14.000 kvadratmeter ubebygget areal, der i dag er sprunget i skov. Der vil ifølge grundejerens plan være plads til 11 nye huse, hvoraf to vil være sommerhuse, da den vestlige del af grunden er indenfor sommerhuszonen. Indkørsel til den nye enklave vil være fra Vang, overfor den nuværende busvendeplads. Grafik: BRK.

FÅ ABONNEMENT