Ny ejer af busselskab: Vi håber på en synergieffekt

Ny ejer af busselskab: Vi håber på en synergieffekt
Minibussen med 19 pladser får nu garage i Nexø, efter at John Pedersen (t.h) har solgt sit firma til Morten Krogsgaard-Hansen. I midten Mads Svendsen, Svaneke-Nexø Bustrafik. Eget foto
Lørdag 11. januar 2020 • 07:21
Af:
elisabeth-krogh
Lørdag 11. januar 2020 • 07:21
Torsdag klokken 16.00 parkerede John Pedersen for sidste gang bussen, som han har drevet firmaet Bornholms Minibus med de seneste fire år.

Aakirkebyvognmanden har solgt firmaet til Svaneke-Nexø Bustrafik, som er ejet af Morten Krogsgaard-Hansen.

Bornholms Minibus har blandt andet tilbudt kørsel til og fra lufthavnen, kørsel til og fra restauranterne Provianten i Gudhjem og Ekkodalshuset og bagagekørsel for turister.

Nu har John Pedersen solgt firma og bus til busselskabet i Nexø, men Bornholms Minibus fortsætter under eget navn, siger Morten Krogsgaard-Hansen.

– Vi håber på en synergi-effekt mellem de to selskaber, nu hvor begge får en større palet at trække på. Vi glæder os til at servicere Johns kunder og fortsætte i hans fodspor.

Svaneke-Nexø Bustrafik blev stiftet i 2016 af chauffør og mekaniker Mads Svendsen, Nexø, og Morten Krogsgaard-Hansen, indehaver af Svaneke Vandrerhjem, der gik sammen om et fælles busselskab på Østbornholm med i alt fem busser. To dobbeltdækkere og tre almindelige busser.  Svaneke-Nexø Bustrafik har i dag seks busser i alt, og kører fortrinsvis turist- og lejrskolekørsel. Om sommeren med 5-6 ansatte.

Morten Krogsgaard-Hansen er i dag ene-ejer af firmaet og Mads Svendsen er driftsleder, og Morten Krogsgaard-Hansen så gerne, at det nu fire år gamle busselskab fik flere faste opgaver.

– Vi er fortrinsvis en sommerforretning, mens vinteren er mere stille. Vi kunne godt tænke os nogle faste opgaver, men der har ikke været udbud i de fire år, vi  har eksisteret.

De to vognmænd lagde fra land med firmaadresse på Svaneke Hostel, og busserne parkeret flere steder, men i juli sidste år købte Morten Krogsgaard det tidligere Bilhuset i Nexø på hjørnet af Falckvej og Andersen Nexø Vej, hvor der er plads til parkering og service af busserne og også den nyerhvervede bus fra Bornholms Minibus.

Huset blev omdøbt til Nexø Erhvervspark og udover busselskabet har Morten Krogsgaard nu udlejet lokaler til Nyboes Auto, Borre & Severin Optik, vvs-firma Fl. Svendsen samt Eastside Trolling.

Busimport

Udover at drive vandrerhjemmet i Svaneke og være ejer af busselskabet, driver Morten Krogsgaard-Hansen også SNB Busimport, hvor han køber og sælger busser.

– Vi har lige solgt 31 busser i december, men typisk sælger vi 30-50 busser om året.

FÅ ABONNEMENT