Messerschmidt undrer sig over manglende udvisningsdom til bosnier i Rønne

NOTITS | RØNNE | Onsdag 8. december 2021 • 14:54
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | RØNNE | Onsdag 8. december 2021 • 14:54

En 19-årig bosnisk statsborger fra Rønne blev i fredags idømt 40 dages ubetinget fængsel af Retten på Bornholm for vold i gentagelsestilfælde. Dog slap han for udvisning, hvilket Morten Messerschmidt fra DF undrer sig over.

Episoden skete den 23. oktober 2021 på diskoteket Café Hit’en i Nexø, hvor den 19-årige har taget kvælertag på en anden mand. Udover fængselsdommen fik den 19-årige fire måneders forbud i at deltage i nattelivet på serveringssteder i tidsrummet fra klokken 24-05.

Den dømte har udenlandsk baggrund og modtog af Retten på Bornholm en advarsel om udvisning af Danmark.

Manden bad om betænkningstid til at anke byrettens dom til Østre Landsret.

Det er tredje gang, at den bosniske mand slipper for udvisning efter vold på Bornholm siden 2020. Dommen vækker derfor undren hos Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, som onsdag har stillet følgende spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup (S):

"Vil ministeren kommentere Retten på Bornholms dom af 3. december 2021, hvor en bosnisk statsborger igen slap for udvisning for vold i gentagelsestilfælde begået på en cafe i Nexø den 23. oktober 2021, når vedkommende den 12. februar 2020 blev idømt 60 dages fængsel for vold ved Retten på Bornholm, og den 9. juli 2020 blev idømt 6 måneders fængsel for i gentagelsestilfælde ved Retten på Bornholm?".

Spørgsmålet er endnu ikke blevet besvaret.

FÅ ABONNEMENT