Mads Akselbo Holm ny i spidsen for Fonden for Entreprenørskab

Mads Akselbo Holm ny i spidsen for Fonden for Entreprenørskab
Tidligere direktør for foreningen Folkemødet, Mads Akselbo Holm, er ny regional leder i Fonden for Entrepenørskab Bornholm. Foto: Berit Hvassum
| 7. OKT 2020 • 07:48
Af:
elisabeth-krogh

7. OKT 2020 • 07:48
ENTREPENØRSKAB

Tidligere direktør for Foreningen Folkemødet, Mads Akselbo Holm, overtager stillingen som Regional Leder i Fonden for Entreprenørskab Bornholm, efter at nuværende leder Thomas Godt har valgt at fratræde sin stilling med udgangen af oktober.

Indtil juni måned var Mads Akselbo Holm direktør for Foreningen Folkemødet, hvor han efter tre og et halvt år valgte at fratræde.

Som Regional Leder i Fonden for Entreprenørskab Bornholm bliver Mads Akselbo Holms primære opgave sammen med bestyrelse og samarbejdspartnere at sikre, at fonden når sin overordnede ambition om, at alle elever og studerende færdiggør skole og uddannelse med evner til at tænke nyt, se muligheder og omsætte ideer til værdi som både talentfulde iværksættere og værdifulde medarbejdere til gavn for Danmark.

Der er tale om en deltidsstilling, som Mads Akselbo Holm kommer til at varetage gennem sin nystartede konsulentvirksomhed Meya/Meya.

Bestyrelsesformand i Fonden for Entreprenørskab Bornholm, Klaus Vesløv, er godt tilfreds med valget.

– Mads har i sine år i Foreningen Folkemødet vist, at han formår at udstikke en retning og få samarbejdspartnere med om bord – derfor tror vi på, at vi sammen kan skabe endnu mere innovation i det bornholmske uddannelsesmiljø.

Mads Akselbo Holm meddelte i foråret, at han efter eget valg stoppede som direktør for Folkemødet, blandt andet for at få mere tid til familien. Han havde været direktør for Folkemødet siden 2017.

 
 

Fonden for Entreprenørskab

Fonden for Entreprenørskab blev etableret i 2010 af et tværministerielt partnerskab mellem fire ministerier på baggrund af den daværende regerings samlede strategi for uddannelse i entreprenørskab.

Fonden har hovedsæde i Odense, og har i dag otte regioner med egne frivillige bestyrelser.

Fonden for Entreprenørskab blev etableret inden for rammerne af Selvstændighedsfonden og fastholdt medlemskabet af den internationale organisation Junior Achievement (tidligere Young Enterprise). Junior Achievement (JA Worldwide) er en non-profit organisation, der har til formål at fremme unges kompetencer inden for selvstændighed, innovation og iværksætteri.