Leder: Vi skal have en sikker trafikløsning. Nu!

Leder: Vi skal have en sikker trafikløsning. Nu!
Nils Holgersson på E65. Arkivfoto
| ABONNENT | 22. DEC 2020 • 13:35
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
22. DEC 2020 • 13:35
Det er som om det gang på gang kommer bag på politikere af både dansk og svensk oprindelse, at der ligger en region af Danmark i Østersøen, som er forbundet med ikke mindst en færgerute mellem Ystad og Rønne.

Bornholm hedder vi. Og vi har været her længe!

Til midnat gik det galt igen. Svenskerne lukkede grænsen fra Danmark til Sverige for at bremse smittespredningen. Baggrunden er opsigtsvækkende. Den svenske indenrigsminister Mikael Damberg begrundede direkte beslutningen med, at storcentre i Danmark er lukkede for at undgå smittespredning.

"Det kan få mange danskere til eksempelvis at tage til Malmø for at købe julegaver", sagde Mikael Damberg.

Og Nyhedsbureauet TT kunne citere formanden for kommunalbestyrelsen i Malmø – Katrin Stjernfeldt Jammeh – for, at danskerne har skabt direkte uro.

"Fordi mange danskere har valgt at komme til Sverige for at købe julegaver, når så meget har været nedlukket i Danmark".

Det er dumt og usolidarisk, at københavnere valfarter til Malmø for at handle. Det er jo ren spekulation i smitterisiko. Hvorfor i alverden dog risikere at sprede smitte i Malmø – eller tage den med tilbage fra Malmø til København?

 
Det kan ikke være rigtigt,
at københavnernes trang
til at handle i svenske
storcentre udløser regional
undtagelsestilstand

 

Men vi har et større problem. Og det er den tilfældighed, vi overlades til gang på gang.

Bornholmerne må forvente og forlange, at vi ikke hver gang skal kastes ud i tvivl og hovsaløsninger, når grænsen for eksempel lukker. Der skal være en fast procedure, der sikrer, at Bornholm ikke bliver marginaliseret i forhold til resten af riget, når grænsen mellem Sverige og Danmark er berørt.

Vejen gennem Sverige er vores hovedtrafikåre. Den betjener en række samfundskritiske funktioner. Bornholmske patienter skal til Rigshospitalet. Ambulancer skal gennem Sverige. Varer skal med færgen. Folk skal på arbejde.

Hverken ruten Rønne-Køge eller flyforbindelsen til København kan kompensere for en lukket dansk-svensk grænse.

Det er fint, at lokale og nationale politikere rykker ud, når skaden er sket og forsøger at genåbne forbindelsen. Men det er også for sent. Og det ligner lidt spil for galleriet.

For udfordringen er langt større. Der skal laves en fast procedure, hvor vi sikrer, at denne landsdel både praktisk og følelsesmæssigt ikke isoleres. Det skal ikke være en bønfaldende dansk minister, der sent søndag aften forsøger at få hul igennem til svenskerne og bede om nåde.

Det er ydmygende for bornholmerne, at vi gang på gang ikke aner, om vi er købt eller solgt.

Vi har jo været i situationen før under corona-smitten, hvor vi måtte have en særaftale med Sverige. Midt i marts, da Danmark lukkede sine grænser, herskede der total forvirring – mange anede ikke, at man kunne rejse fra Sjælland til Bornholm via Sverige.

Vi må forlange og forvente en permanent og sikker trafikløsning. Det kan ikke være rigtigt, at københavnernes trang til at handle i svenske storcentre udløser regional undtagelsestilstand. Vi er en del af helheden, og sådan skal vi behandles.