Thors fører stille intern valgkamp om daglige borgmester-gøremål

Thors fører stille intern valgkamp om daglige borgmester-gøremål
Privatfoto fra facebook
Torsdag 4. februar 2021 • 17:04
Jakob Marschner
Journalist
Torsdag 4. februar 2021 • 17:04

SOCIALDEMOKRATIET

De første par uger af den interne duel om Socialdemokratiets borgmester-kandidatur mellem borgmester Thomas Thors og hans udfordrer Claus Larsen-Jensen tegner billedet af to forskellige strategier for at overbevise partiets 287 bornholmske medlemmer om, hvem de gør klogest i at stemme på fra om en måned og tre uger frem.

Hvor Claus Larsen-Jensen søger rollen som den udefrakommende fornyer (senest med to politiske udspil i denne og i sidste uge), benytter Thomas Thors sin vægt og status som borgmester til at oplyse om, hvordan han fylder embedet ud og helt aktuelt forsøger at gavne Bornholm.

De to strategier har det til fælles, at Facebook spiller en central rolle som medie i dem begge. Thors kom på Facebook, da han trådte til som borgmester ved nytår. Han fortalte samtidig, at han "havde forsvoret", at det nogensinde ville ske.

Siden er det dog gået hurtigt på Facebook for Thomas Thors, der har samlet 440 venner på godt og vel en måned. Til dels hjulpet frem af kommentarer og hilsner fra markante bornholmere med store skarer af venner og følgere på Facebook, der i en del tilfælde på den måde vil have set, at også Thors nu er på det sociale medie.

Venner

Blandt Thomas Thors' venner med stor udbredelse på Facebook er tidligere borgmester Winni Grosbøll (3.467 venner) og miljøminister Lea Wermelin (ukendt antal, 1.867 følgere), der begge har skrevet kommentarer og hilsner til Thomas Thors på Facebook. Det samme har Destination Bornholm-direktør Pernille Kofod Lydolph, passagerformand Ann Hartl, Bornholms Stemme-kanalchef Anita Corpas samt Bente Helms og Kirsten Wendell, begge medlemmer af kommunalbestyrelsen for S.

Andre Thomas Thors-venner med god rækkevidde på Facebook er viceborgmester Morten Riis (2.539 venner), tilflytterkonsulent Rune Holm (2.350), S-medlem af kommunalbestyrelsen Maria Fromseier Kjærgaard (2.212), Beof-formand Lars Goldschmidt (1.213) og DR Bornholm-reporter Peter Skafte (1.247). Også SF'erne Leif Olsen og Joan Prahl Parente er med et ukendt antal venner blandt Thomas Thors' Facebook-kontakter. Det samme er Campus Bornholm-direktør Inge Prip.

Til dem og snart 500 andre fortalte Thomas Thors onsdag, at himmel og jord da var sat i bevægelse for at lempe på den nye svenske regel, der vil kræve en spritny, negativ coronatest, hvis også bornholmere skal kunne rejse gennem Sverige.

"Vi er i dag ramt af den triste besked, at den svenske regering vil kræve en negativ covid-test, som skal være mindre end to dage gammel, for at tillade transit gennem Sydsverige allerede fra på lørdag", skrev Thomas Thors.

"Alle gode kræfter både her og i København er sat ind for at få lempet reglerne, så man kan nøjes at fremvise en billet, der dokumenterer, at man er i transit gennem Sydsverige, og en "Tro og Love-erklæring" om ikke at ville stige ud af bil eller bus på turen frem eller tilbage mellem Ystad og Øresundsbroen."

"Jeg har kontakt med Region Hovedstaden og (medlem af regionsrådet, red.) Leila Lindén, som gør alt for, at vi kan få etableret et testcenter med den tilstrækkelige kapacitet indenfor de næste dage, så alle, der vil til København, kan komme derover – og alle de på den anden side af vandet, der ønsker at komme til Bornholm, vil kunne komme herover", rapporterede Thomas Thors onsdag på Facebook.

Som for at understrege kontrasten mellem dem kommenterede Claus Larsen-Jensen samme dag den samme hændelse på sin Facebook-side, blot på en lidt anden måde.

"Det her understreger så også idiotiet i, at Falcks faste lyntestcenter i Rønne er nedlagt, for hvis der skal stilles med en negativ test, så bliver det jo vanvittigt besværligt", skrev Claus Larsen-Jensen.

"I praksis vil det betyde, at hvis jeg skal på arbejde i København – afsted mandag morgen klokken 6.30 med færgen – så er jeg faktisk ikke i stand til at få en coronatest, som kan godkendes, og samtidig skal jeg i kø til coronatest i København, inden jeg skal returnere til Bornholm", fortsatte han.

FÅ ABONNEMENT