Kommunen slår alarm om massive problemer i ansøgning om stort særtilskud

Kommunen slår alarm om massive problemer i ansøgning om stort særtilskud
Thomas Thors tør ikke gætte på, hvor stort et beløb Bornholm vil ende med at få fra ministeriets pulje. Foto: Jacob Jepsen
KOMMUNEØKONOMI | BORNHOLM | Torsdag 5. august 2021 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
KOMMUNEØKONOMI | BORNHOLM | Torsdag 5. august 2021 • 19:00

Hjælp, vi mangler penge her og nu. Og i de kommende år vil vi mangle endnu flere.

Vi er mange, der modtager penge og hjælp fra kommunen. Vi har for få til at skaffe pengene og gøre hjælpen mulig. For vores erhvervsliv har svært ved at rekruttere arbejdskraft og vil kun få endnu sværere ved det.

Faktisk er vi stærkt i tvivl, om vi indenfor bare få år vil være i stand til at holde fast i det samfund, som vi trods alt har kørende i dag.

Oversat til helt jævnt dansk er det hvad regionskommunen onsdag skrev i sin ansøgning, da kommunen søgte Indenrigsministeriet om mindst 70 millioner kroner fra ministeriets pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner.

"Der ses med bekymring på, om befolkningsudviklingen kan føre til, at grundlaget for at opretholde samfundet med det nuværende serviceudbud vil være til stede om få år", hedder det blandt andet i ansøgningen, som borgmester Thomas Thors (S) godkendte onsdag og derefter udleverede til Bornholms Tidende.

Ministeriets pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner er i år på 355 millioner kroner. Dermed søger Bornholm om næsten en femtedel af puljens samlede beløb. Thomas Thors (S) kalder beløbet "realistisk" og i tråd med Bornholms reelle behov.

Kendte problemer i ny form

Problemerne er kendte, men bliver i Bornholms ansøgning til ministeriet ridset op i ultrakort og meget skarpt skåret form. Det skyldes, at de vanskeligt stillede kommuner formelt søger om penge fra ministeriets pulje ved at udfylde et skema, der højst giver kommunerne 1.000 tegn til at besvare de spørgsmål, som ministeriet stiller.

Bornholm har mange ældre og vil få endnu flere. I starten af året var 38 ud af 100 på Bornholm 60 år eller ældre. Om 11 år venter kommunen, at andelen vil være vokset til 41 ud af 100.

Samtidig mangler erhvervslivet arbejdskraft og har i mange brancher svært ved at ansætte de folk, som man har brug for. Også det problem ventes at vokse i takt med, at store årgange vil forlade arbejdsmarkedet i de kommende år.

Som i mange andre kommuner landet over ser også Bornholm løsningen i at tiltrække tilflyttere, og det lykkes faktisk også. Flere flytter i dag til end fra Bornholm.

Tilflyttere i den arbejdsdygtige alder har bare ofte også børn. Det gælder også for de seneste års tilflyttere til Bornholm, og derfor kommer kommunen under et dobbelt pres fra begge ender af aldersspektret: I de kommende år vokser udgifterne til både børn og ældre, tilsammen langt de største udgiftsposter for enhver kommune.

Thors: To Bornholm'er

Selvom alle forhold i kommunens ansøgning er kendt stof for borgmester Thomas Thors, blev han alligevel påvirket, da han læste ansøgningen skildre situationen i så ordknap og skarpt skåret form.

– Jeg synes, at ansøgningen giver et meget godt og dækkende billede af vores situation. Jeg har faktisk også komplimenteret de af vores folk, der har udarbejdet den, siger han.

Hvad tror du, at man ville tænke, hvis man læste den her ansøgning, og den var det første, som man nogensinde læste om Bornholm?

– Så tror jeg, at man ville tænke, at der er to Bornholm'er: Et, hvor der er en rivende udvikling. Og så et, hvor der er nogle virkelig store udfordringer.

– Det slående er konstrasten mellem den rivende udvikling blandt folk, der sætter ting i gang på Bornholm – og så det kommunale Bornholms situation og muligheder, siger Thomas Thors.

– Vi har svært ved at levere ydelser på et acceptabelt niveau til de mest udsatte. Vi har gjort det på trods indtil nu, men opgaven bliver sværere og sværere.

Alt det her er kendt stof for dig, men blev du alligevel bare en lille smule rystet, da du læste det i den her fremstilling?

– Ja. Men samtidig synes jeg, at de ting, som vi gør og gør godt, også er med i fremstillingen. Jeg synes også, at det er imponerende, at der faktisk gøres den store indsats, der bliver gjort, siger Thomas Thors.

– Men det er rigtigt, at man bliver en smule forstemt, selv når man har været tæt på det her stof i mange år.

Beløbet er realistisk

Selvom kommunens ansøgning slår alarm om store problemer, der kun vil blive større i de kommende år, mener Thomas Thors ikke, at alle på Bornholm bør acceptere, at kommunen er nødt til at holde meget igen.

– Nej, det mener jeg ikke. Vi bærer vores del af det danske samfunds opgave med at sikre, at de ældre har et ordentligt liv, og at børnene har en god skolegang, siger han.

– Men når demografien er så skæv, som den er, og vi samtidig skal løfte vores del, skal vi også have noget ekstra fra resten af samfundet for at kunne løfte vores del. Vi har bare ikke de økonomiske muskler til at kunne løfte den opgave selv. Derfor søger vi et passende beløb fra det øvrige samfund.

Thomas Thors tør ikke gætte på, hvor stort et beløb Bornholm vil ende med at få fra ministeriets pulje. Det bliver offentliggjort i starten af september. Bornholm har de seneste to år modtaget 35 millioner kroner fra puljen og har budgetteret med det samme i næste års kommunebudget. Samtidig søger regionskommunen altså nu ministeriet om det dobbelte beløb.

– Vi søger om det, som vi mener er realistisk at få. Så må vi se, hvad Indenrigsministeriet siger, siger Thomas Thors.

FÅ ABONNEMENT