Kommunen sætter 1,6 millioner i nyt tag i en fart til Rønne Svømmehal

Kommunen sætter 1,6 millioner i nyt tag i en fart til Rønne Svømmehal
| 30. APR 2020 • 18:55
Af:
jakob-marschner

30. APR 2020 • 18:55
Arbejdet med at give Rønne Svømmehal et meget tiltrængt nyt tag vil kunne gå i gang allerede til efteråret. Kommunalbestyrelsen bevilgede torsdag aften godt 1,6 millioner kroner til projektet – men ikke uden at flere partier også fortalte om en træthed ved at poste flere penge i en svømmehal, som der allerede er planer om at erstatte med en ny.

Kun SF var imod at bevilge pengene, der bliver taget fra kommunens kassebeholdning. SF ville i stedet gøre svømmehallens ønske om nyt tag til en del af de kommende forhandlinger om næste års kommunebudget.

– Jeg er enig i, at vi er nødt til at gøre noget ved det, men jeg synes også, at det hører hjemme i budgetforhandlingerne, sagde Leif Olsen (SF).

Taget på Rønne Svømmehal er plaget af en gammel vandskade. Steenbergs Tegnestue har sat prisen for den mest nødvendige renovering til godt 2,5 millioner kroner. Af dem råder svømmehallen kun over 600.000 kroner. Derfor har svømmehallen bedt kommunen om at dække resten. Fordi kommunen vil få en del af momsen refunderet, lander udgiften i sidste ende på godt 1,6 millioner kroner i stedet for lige under to millioner.

Politikerne var presset på den måde, at svømmehallen i yderste konsekvens risikerer at måtte lukke, hvis taget ikke bliver repareret hurtigt. Sker det ikke, vil indtrængende svamp kunne udgøre en sundhedsskade for personalet og svømmehallens 70.000 årlige brugere.

– Sådan noget svamp skal man bare ikke lade ligge. Jeg havde også helst været foruden at bruge flere penge på lappeløsninger, men vi er nødt til at bruge de her penge. Desværre, sagde Kirstine van Sabben (BL).

– Jeg havde selvfølgelig helst været foruden, at vi skulle bruge næsten to millioner kroner. Men det er desværre en nødvendighed, hvis vores børn skal lære at svømme. Derfor vil vi meget nødigt udskyde sagen her til budgetforhandlingerne med den usikkerhed, der er omkring næste års budget, sagde René Danielsson (DF).

Steenbergs Tegnestue anslår, at et nyt tag til minimumsprisen vil kunne holde i cirka 10 år. Når de er gået, håber Rønne Svømmehal at kunne åbne en ny svømmehal.

Hvis arbejdet starter allerede til efteråret, vil det være efter den hurtigst mulige tidsplan. Det gik det store flertal i kommunalbestyrelsen ind for, fordi man på den måde også kan sikre arbejde til bornholmske håndværkere, der døjer med coronakrisen.

– Derfor synes jeg også, at det er en rigtig god ide at rykke den her investering frem, sagde Erik Lund Hansen (S).