Som de allerede valgte politikere havde Linda Kofoed Persson (DF), Kirstine van Sabben (BL), Bjarne Hartung Kirkegaard (KD) og Nicklas Fick (EL) et forspring i viden og dermed en fordel i panelet. Den fordel brugte Linda Kofoed Persson til at trække en lige linje fra de lange PPR-ventetider til det budgetforlig, som DF ikke kom med i.
Med budgetforliget skete der også det, at kommunalbestyrelsen fra næste år får råderet over færre af de penge, der blev sat af men ikke brugt året før. Hidtil har kommunalbestyrelsens udvalg kunnet bruge op til fem procent af sidste års ubrugte penge, men med budgetforliget bliver den andel sat ned til tre procent.
De sidste to procent skal nu gå i kommunekassen, der også kommer til at fiannsiere en stor del af det planlagte rådhusbyggeri. Det har fået partierne udenfor budgetforliget til at tale om en umiddelbart skjult besparelse, ligesom ændringen til kun at måtte bruge tre procent af sidste års ubrugte penge har givet næring til slagordet "Mursten frem for mennesker", som partierne udenfor forliget med det samme brugte, når de skulle beskrive forliget.
– 14 måneders ventetid på PPR er dybt kritisabelt. Vi har faktisk ansat flere til at lave PPR, men det førte bare til, at der kom flere henvisninger til PPR, oplyste Linda Kofoed Persson først.
– Men med det nye kommunebudget kommer vi til at kunne overføre færre af de ubrugte penge, så det bliver snart sværere for os at finde penge på den her måde.