Ærgrelse. Det er den umiddelbare reaktion fra Leila Lindén (S) og Carsten Scheibye (V) over, at Alles Lægehus har meddelt Region Hovedstaden, at man ikke ønsker at gøre brug af de to bornholmske lægekapaciteter, som man tidligere på året blev tildelt. Samtidig understreger de bornholmske medlemmer af regionsrådet, at ingen bornholmere bliver ladt i stikken.
– Det afgørende er, at vi har sikret os, at ingen bornholmere står uden et praktiserende lægetilbud 1. april. Ingen. Og det er et meget vigtigt budskab, siger Carsten Scheibye til Tidende.
Leila Lindén har i nogen tid været utryg ved situationen, fordi hun syntes, det trak i langdrag med Alles Lægehus.
– Jeg har spurgt den allerhøjeste direktør for området oppe på regionsgården, fordi jeg gerne vil have vished for, at praksisklinikken bliver der, og det har jeg fået forsikring for. Praksisklinikken bliver der, og der er ingen patienter, der bliver ladt i stikken. Der er ingen patienter, der har praksisklinikken i dag, der ikke fortsat har praksisklinikken, indtil der er fundet nogle læger til det, Alles Lægehus forlader uden nogensinde have været der, siger Laila Lindén.