"I den konkrete sag fra Bornholm blev der ved en beklagelig fejl ikke udsendt et informationsbrev samtidig med bestilling af sundhedskortene. Informationsbrevet blev desværre først sendt ca. 14 dage efter bestillingen af sundhedskortene," skrev regionen tidligere på ugen i et notat.
"Flytningen af patienterne fra Praksisklinikken til Allinge Lægehus har givet en del uro blandt patienterne og en del spørgsmål fra pressen. Administrationen har forståelse for, at patienterne reagerer på lægeskiftet. Det må dog understreges, at borgerne flyttes, fordi Regionsklinikken er under afvikling, og det er således nødvendigt at finde andre læger til patienterne. Administrationen erkender imidlertid, at administrationen burde have sikret borgerne tidligere information om lægeskiftet, end det er sket i denne situation, for det kunne have forberedt borgerne bedre på situationen".
De to siddende bornholmske regionsrådsmedlemmer er tilfredse med redegørelsen, men bestemt ikke situationen, som mange bornholmere blev stillet i.
– Hvis man nu skræller det administrative sprog væk, står der: "vi er meget kede af det, det er vores fejl, vi har taget ved lære af det, og det skal ikke ske igen". Det har vi i princippet erklæret os tilfredse med, fortæller Carsten Scheibye (V).