En 53-årig mand blev sigtet for spirituskørsel i en kabineknallert i Aarsballe. En alkometertest gav så højt et udslag, at køretøjet blev beslaglagt på stedet med henblik på konfiskation. En blodprøve skal nu fastlægge promillen.
En 42-årig kvinde blev ligeledes sigtet for spirituskørsel i Aarsballe. Også hun måtte en tur på hospitalet for at aflevere en blodprøve.
Den automatiske trafikkontrol målte på Rønnevej ved Nylars og i Bølshavn. I Nylars kørte alle efter reglerne, men i Bølshavn var der 24 bilister, der ikke overholdt fartgrænsen på 40 kilometer i timen. Højeste hastighed blev målt til 68 kilometer i timen, hvilket udløser en betinget frakendelse af kørekortet.
Motorcykelbetjentene var også på gaden, og fem bilister står til klip i kørekortet for hastighedsforseelser på Svanekevej i Østermarie. En 29-årig mand blev desuden målt til at køre omkring 125 kilometer i timen på Rønnevej mellem Aakirkeby og Lobbæk.