Julen ringes ind med traditionsrig byfest

Julen ringes ind med traditionsrig byfest
Eget foto
Tirsdag 10. december 2024 • 19:00
Tirsdag 10. december 2024 • 19:00

På torsdag ønsker alle borgere i Nexø og omegn hinanden glædelig jul med en byfest på torvet og i byens butikker.

Torsdag er byens sammenhold igen i fokus, når Nexø inviterer til Hjerternes Fest.

Med et program spækket med julehygge, aktiviteter og oplevelser for alle aldre, er der lagt op til en magisk dag og aften, hvor Nexø endnu engang viser, hvorfor byen fortjener titlen som Hjerternes By, mener koordinator for Nexø By og Havn, Anja Anna Nielsen.

– Hjerternes Fest handler ikke bare om julen, men om Nexøs unikke fællesskab. Nexø er Hjerternes By, fordi vi værner om hinanden og skaber rammerne for, at alle føler sig velkomne. Denne dag er vores måde at vise det på, fortæller hun.

– Julens ånd skinner virkelig igennem, når hele byen samarbejder om en dag som denne.

Med start allerede fra morgenstunden samler Nexø børn og voksne om festlige traditioner. Først pynter byens mindste fem juletræer på Paradispladsen med håndlavede hjerter, og om aftenen er der musik, fællessang og kreative aktiviteter på torvet.



Eget foto

 

Alle er inviteret

Udover julemarkedet, som i dagens anledning holder åbent på havnen med både ægte, levende geder og en række aktiviteter på det store skib, så er der også modeshows, glaspustning, ønskevinduer, smagsprøver og konkurrencer.

Her kan legebørnene slippes løs i både skattejagt, lodtrækning, quiz og raflerier, mens de mere lækkersultne sjæle kan gå på opdagelse i lækkerier som gløgg, æbleskiver, julekagemand, røde pølser og hjemmelavet konfekt. For de voksne er der mulighed for at nyde snaps, syp og juleøl, mens børnene forkæles med søde sager.

Kreative sjæle kan besøge Matter og få lavet et glashjerte med indgravering eller prøve kræfter med strik og håndarbejde i hyggelige omgivelser.

Foruden julemusik på torvet er der desuden drop in fællessang hos både Nexø Teater og i Nexø Kirke.

Hele øen er inviteret til at komme og opleve, at Nexø er et sted, hvor fællesskabet og den gode julestemning er i fokus, understreger Anja Anna Nielsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT