Inhouse Bornholm en uge efter genåbningen: 'Salget ligger langt over normalen'

Inhouse Bornholm en uge efter genåbningen: 'Salget ligger langt over normalen'
Inhouse Bornholm, der kalder sig selv et inspirationshus, spænder over fire afdelinger med henholdsvis Kop&Kande, møbelafdeling, Inhouse Gardiner og Nexø Tæpper og Vinyl. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 8. MAR 2021 • 08:02
Af:
Marie Hofman
| ABONNENT
8. MAR 2021 • 08:02

ERHVERV

 


Genåbning

En uge er gået, siden regeringen gav grønt lys for, at butikker igen må holde åbent.

Bornholms Tidende har spurgt en række erhvervsdrivende til den første uge i genåbning, og den peger på glade kunder, en omsætning langt over normalen og en coronavenlig opførsel blandt de handlende. En glæde, der også taler ind i en fornyet tro på den fysiske handel over for onlineshopping, siger Jan Bidstrup, formand for Rønne Handelsstandsforening.

– Nedlukning har åbnet mange kunders øjne for de fysiske butikker. 

 

– Vi kan kun sige, at vi er glade. Solen titter frem, foråret er på vej, og vi har åbent igen.

Sådan lyder de positive takter fra Michael Mortensen, direktør for møbelhuset Inhouse Bornholm i Nexø, ovenpå den første uge i genåbningen efter måneders nedlukning.

En uge hvor direktøren kan konstatere en travlhed langt over niveau fra de senere år i den tilsvarende periode.

– Vi har haft masser af kunder, og salget ligger langt over normalen for den her tid på året. Kunderne giver meget udtryk for, at de har savnet os, siger Michael Mortensen og henviser til bekymringen om, at kunderne muligvis vil erstatte den fysiske handel med onlineshopping under nedlukningen.

– Jeg er lykkelig for at kunne konstatere, at vores kunder ikke har handlet på nettet. Tværtimod har de gemt købelysten til, at de kunne komme tilbage og modtage en service og vejledning hos os – hvilket jo er vores eksistensberettigelse i forhold til onlineshopping, siger Michael Mortensen.

Kunderne er købeklare

Inhouse Bornholm, der kalder sig selv et inspirationshus, spænder over fire afdelinger med henholdsvis Kop&Kande, møbelafdeling, Inhouse Gardiner og Nexø Tæpper og Vinyl.

Og denne uges mange ekspeditioner er dels gået med gavebytning, men også en stor del møbelsalg, fortæller Michael Mortensen.

– Vi har under nedlukningen tilbydt assistance over mail og telefon, hvor vi har kunne tage de indledende snakke med kunder, der overvejede at købe nye møbler. Derefter har vi lavet aftaler med kunden, når vi åbnede igen, så de har kunnet komme og se møblerne først. Det betyder også, at kunderne har haft lang tid til at tænke over det, så man kan mærke, at de er resolutte og klar til at handle, siger Michael Mortensen.

Inhouse Bornholm råder i alt over 3.000 kvadrameter. Man er derfor også her heldig med at kunne imødekomme travlhed samtidig med, at coronarestriktioner overholdes, siger Michael Mortensen.

– Kunderne er meget opmærsomme på at spritte af, holde afstand og bære mundbind. Og så er vi meget heldigt stillet med mange kvadratmeter, kunderne kan sprede sig ud på.

Og efter nogle triste måneder med megen stilstand, tror direktør Michael Mortensen nu på et godt forår og en god sommer, hvor den bornholmske detailhandel kan indhente meget af det tabte.

– Jeg er meget fortrøstningsfuld. Der er ingen tvivl om, at hele krisen kommer til at koste penge for os alle – ikke mindst i detailhandlen – og det vil også give udslag i årsregnskaberne for dette år. Men hvis vi bliver ved at se den store købelyst hos kunderne for at handle i de fysiske butikker, så tror jeg tingene ser positive ud, siger Michael Mortensen.