Han havde planlagt at slå ofret med en hammer, når han fik muligheden for det

Han havde planlagt at slå ofret med en hammer, når han fik muligheden for det
Overfaldet fandt sted her på Åkirkebyvej. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 11. AUG 2020 • 18:18
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
11. AUG 2020 • 18:18
RETSSAG

Den 41-årige formodede gerningsmand til overfaldet på Åkirkebyvej mandag aften ventede på sit offer, inden han slog ham mellem fem og ti gange i hovedet med den stumpe ende af en lægtehammer.

Det kom frem, da manden blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Rønne tirsdag, hvor han efterfølgende blev varetægtsfængslet i fire uger.

Her læste senioranklager Maria Molkte-Leth fra Bornholms Politi op af rapporten fra den mere end tre timer lange afhøring, som blev gennemført af Bornholms Politi natten til tirsdag.

I den forklarede manden, som i retten var iført sort t-shirt, sorte shorts, blå kondisko og karakteristiske sorte briller, at han i længere tid havde villet skade det 57-årige offer. Han havde derfor planlagt at slå ham med en hammer, når han fik muligheden for det.

Ville flygte til Sverige

Mandag aften omkring klokken 19 driver han rundt i kvarteret omkring den 57-åriges bopæl på Åkirkebyvej, og her ser han ofret, da han i sin bil kører gennem rundkørslen ved Lidl i Rønne. Han går derefter til den 57-åriges bopæl i nærheden, hvor han med hammeren i hånden venter i naboens carport.

Da den 57-årige kommer hjem, følger den formodede gerningsmand efter ham ind i baggården til huset, hvor han først slår ham i panden mellem øjenbrynene for derefter at tildele ham yderligere en række slag med hammeren i hovedet.

Allerede efter det første slag falder ofret om, og den 41-årige erkender over for politiet, at han derefter bøjer sig ind over ofret og tildeler ham yderligere en række slag, som blandt andet rammer issen og den ene tinding.

Den 41-årige, som under overfaldet ikke er maskeret og ikke bærer handsker, efterlader derefter hammeren ved udgangen fra baggården og går tilbage til sin bil, som han havde parkeret ved Østre Skole. Herfra kører han til et nærtstående familiemedlem, som han fortæller, at han har slået en mand, og fortæller, at han nu tager på en planlagt rejse til Nordsverige, og at der går lang tid, inden de ses igen.

Det nåede han dog ikke, idet han blev anholdt cirka klokken 23 mandag aften.

Ringede selv efter hjælp

Efter at den formodede gerningsmand havde forladt baggården, var den 57-årige, der var alene i huset, selv i stand til at ringe til 112 for at få hjælp. Han var også i stand til at fortælle alarmcentralen, at han var blevet overfaldet med en hammer, samt oplyse overfaldsmandens navn og give et signalement af ham.

Da politiet kort efter nåede frem til adressen, lå manden i en blodpøl, men var stadig ved bevidsthed og kunne kort afhøres, inden han med udrykning blev kørt til Bornholms Hospital.

Her var lægerne, som i første omgang behandlede ham, overraskede over, at han med de skader han var blevet påført, stadig var ved bevidsthed.

Adskillige kraniebrud

Af den dokumentation, som senioranklager Maria Molkte-Leth fremlagde i retten, fremgik det ikke nøjagtigt, hvor mange slag med hammeren, den 57-årige var blevet ramt af, men det fremgik, at han havde adskillige brud på kraniet, herunder et åbent kraniebrud i issen, samt at hjernehinden i panden var bristet og at han havde adskillige livstruende blødninger i hjernen.

På grund af skadernes omfang og alvorlighed blev det 57-årige offer kort efter ankomsten til Bornholms Hospital fløjet med helikopter til Rigshospitalet, hvor han i løbet af natten blev hasteopereret.

Tirsdag formiddag oplyste den vagthavende læge på neurointensiv afdeling til politiet, at ofrets tilstand stadig var kritisk, men at han var uden for livsfare. Om han får varige mén efter overfaldet, er ifølge lægen endnu for tidligt at sige.