Gudhjem Mølle mister vinge: 'Den er fuldstændig brækket'

Gudhjem Mølle mister vinge: 'Den er fuldstændig brækket'
Det er ikke til at overse, at Gudhjem Mølle har mistet den ene vinge. Foto: Jesper Gynther
NYHED | 23. NOV 2023 • 15:37
NYHED
23. NOV 2023 • 15:37

Møllen i Gudhjem står nu med tre vinger, efter at en af de nederste vinger faldt af torsdag eftermiddag. Det er drønærgerligt, siger den lokale byforening.

– Hold da kæft ja, den er fuldstændig brækket. Den er brækket af helt oppe ved navet.

Kommentaren kom fra Ralf Marcoux Skovgaard, da han torsdag eftermiddag kiggede ud af sit stuevindue mod gården. Herfra har han direkte udsigt til Gudhjem Mølle, der ligger på den anden side af rækværket. Først troede han ikke på, at det var en af de store vinger, der var faldet af. Men det var det. Gudhjem Mølle har nu kun tre vinger, efter at den fjerde knækkede og faldt til jorden torsdag eftermiddag, formentlig efter pres fra den hårde vind. 

En lokal beboer lagde 14.30 et billede op på Facebook af den vingeløse mølle, og hurtigt derefter ankom politi og brandvæsen til stedet. Vingen landede på Møllebakken, der er en stikvej til hovedgaden i Gudhjem.

– Der er spærret af, men der er stadig farbart ned ad Kastanjevej. Jeg tror ikke brandvæsnet skønner, at der er fare for yderligere, siger vagthavende hos Bornholms Politi, Jan Clausen.

Der er styr på sikkerheden

Michael Møller, der overtog Gudhjem Mølle i 2020, var forbi møllen i søndags, hvor alt så fint ud.

Derfor kom det lidt bag på ham, da en lokal gudhjemboer ringede til ham torsdag eftermiddag og fortalte, at der var en vinge, der var faldet af.

– Vi kørte op og så på det og konstaterede, at det var rigtigt, og at området var spærret af, fortæller Michael Møller, der under besigtigelsen erfarede, at vingen var brækket oppe i selve beslaget.

– Vi snakkede med indsatslederen om, at årsagen måske var blæsevejret for nogle uger siden, de der kraftige vindstød, de slår hårdt.

I første omgang glæder mølleejeren sig over, at der kun er sket materiel skade.

– Der er heldigvis ikke nogen, der er kommet til skade. I morgen lægger vinden sig forhåbentlig, og så får vi fat i en lift eller en kranbil, og en mand, der kan vurdere sikkerheden i forhold til de andre vinger.

Michael Møller oplyser, at møllevingerne nu kommer på listen over ting, der skal gøres på møllen.

– Vi havde planlagt, at møllen skulle males til foråret alligevel, så nu bliver det så bare med nyrenoverede vinger, siger han og afslører desuden, at Gudhjem Mølle genåbner for offentligheden til påske.

Michael Møller fortalte allerede i forbindelse med overtagelsen af møllen, at planen var at drive restaurant og festlokaler i den gamle mølle fra 1893, men det satte coronaen en delvis stopper for. Erhvervsmanden havde dog også langsigtede planer for møllen.

– Vi vil gerne være med til at bevare møllen, sådan så den i hvert fald også står der de næste 100 år, sagde Michael Møller til Tidende.

Han forestillede sig blandt andet en model, hvor man solgte møllen og gjorde den til en selvejende institution.

– Så kan man søge fondsmidler til vedligehold og forskellige ting, som man ikke kan som privat virksomhed, sagde Michael Møller i august 2020.

Vartegn for byen

Møllen var tidligere ejet af Bornholms Brand, der forærede den til Gudhjem by i forbindelse med forsikringsselskabets 150-års jubilæum som et skub til fødevareudviklingen på Bornholm.

Det fortæller Hans Jørgen Jensen, næstformand i Gudhjem By- og Museumsforening og tidligere sekretariatsleder i LAG-Bornholm.

– Jeg havde kontor deroppe i en årrække, hvor møllen blev en forløber til Madkulturhuset med showroom og butik med bornholmske produkter, husker han.

Hans Jørgen Jensen er ked af at høre, at der nu er faldet en vinge af den gamle mølle.

– Jeg tænker, det er drønærgerligt, kedeligt og sørgeligt. Jeg håber, den gode Michael Møller får styr på det, dels fordi møllen er et vartegn for byen, dels fordi den står der og ikke rigtig bliver brugt.

 

Foto: Jesper Gynther



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT