Da Glad Jul så dagens lys i 2013, var missionen klar. Familier skulle hjælpes til at få en god jul, hvis de selv havde svært ved at få julen til at hænge sammen. Det har været missionen hvert år siden, men nu slutter den. Margrethe Kjellberg og Mikkel Marschall trækker stikket, og Glad Jul stopper.
På Facebook skriver de, at det skyldes personlige årsager.
– Vi bliver ældre. Mikkel har købt hus i København med sin kæreste, og jeg har en søn, der bor i København, og det kan også være, jeg har lyst til at rejse i julen, siger Margrethe Kjellberg til Tidende.
Da de lancerede Glad Jul for otte år siden, var der ikke rigtig noget juletilbud til udsatte familier, bortset fra Frelsens Hærs julehjælp. Nu er andre kommet til, og derfor er tiden måske inde til at gøre noget andet i julen, fortæller hun.