Fra ualmindeligt dårligt samarbejdsklima til styrket velfærd: BRK fylder 20 år

Det var ikke uden persondrama, da Bornholms fem kommuner blev fusioneret til én i perioden fra 2001-2003. Men det lykkedes, og en tidligere amtsdirektør og et regionsrådsmedlem fortæller her om arbejdet med at samle Bornholm.

For 20 år siden gennemgik Bornholm en større operation. Fem kommuner blev til én, og i alt 89 medlemmer af de gamle kommunalbestyrelser blev reduceret, først til 27 og senere 23.

Jørgen Kvist indgik i sammenlægningen som amtsdirektør. Han husker tydeligt de politiske trakasserier, der prægede årene mellem afstemningen i 2001 og sammenlægningen i 2003.

– Der var jo et ret klart flertal i befolkningen for sammenlægningen, så den største hindring var vel det ualmindeligt dårlige samarbejdsklima mellem de ledende politikere. Det var så ringe, at der end ikke kunne vælges en formand for sammenlægningsudvalget, der bestod af samtlige fem borgmestre samt viceamtsborgmester Elly Wolff.

Stor velvilje fra regeringen

De to topkandidater til borgmesterposten, Knud Andersen og Thomas Thors, stod meget stejlt overfor hinanden, husker Jørgen Kvist.

Blandt topembedsmændene opstod der til gengæld et rigtigt godt samarbejde omkring sammenlægningen.

Jørgen Kvist fortæller desuden, at der i regeringen var stor velvilje overfor Bornholm, der jo var forløber for de efterfølgende kommunesamlægninger i resten af landet.

–Vi fik blandt andet kompensation for bortfaldet af grundtilskuddet per kommunal enhed. I det videre forløb oplevede vi også en imødekommende holdning, og opnåede en række undtagelser indenfor undervisningslovgivningen, så vi kunne realisere Campus Bornholm, ligesom færgebetjeningen blev bedre og billigere.

Sammenlægningen var en test af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens kommunalreform, som blev rullet ud i hele landet i årene der fulgte. Formålet med kommunalreformen var blandt andet at afskaffe amterne og reducere antallet af kommuner fra 275 til 98. Amterne blev efterfølgende erstattet af fem regioner, som blandt andet fik til opgave at sikre, at sundhedssektorens opgaver blev udført ensartet i hele landet.

Overvældende støtte til fusion

Kommunalreformen var en Herkules-opgave, også på Bornholm, men nødvendig. I slutningen af 90erne følte mange, at to administrative lag var for meget for et område på Bornholms størrelse, og der var derfor bred støtte til at erstatte amtet og kommunerne med én samlet myndighed.

Men først skulle folket høres.

En vejledende folkeafstemning blev afholdt på Bornholm den 29. maj 2001 om at sammenlægge Bornholms Amt og øens fem kommuner – Allinge-Gudhjem, Hasle, Nexø, Rønne, og Aakirkeby.

Støtten fra bornholmerne viste sig at være overvældende. Hele 74 procent stemte ja til sammenlægningen, og den nye regionskommune trådte sammen den 1. januar 2003 med Thomas Thors (S) som borgmester.

Forud for det lå et par sindsoprivende og travle år, hvor de gamle borgmestre kæmpede om at få så meget magt som muligt i den nye regionskommune, mens embedsfolket sled for at leve op til indenrigsministeriets og styrelseslovens krav.

Alt skal ikke samles i Rønne

I dag, 20 år efter, er regionskommunen Bornholms suverænt største arbejdsplads med over 3.000 ansatte og en stor administration. Men der mangler stadig et rådhus, der kan rumme dem alle.

Det har Jørgen Kvist to forklaringer på.

– Når der ikke blev bygget et nyt rådhus skyldtes det vel både, at der var nok at bruge pengene til, men nok også, at samtlige kandidater i hele sammenlægningsforløbet havde talt for en decentral udvikling, hvor alt ikke 'skulle samles i Rønne'.

Den efterfølgende praktiske sammenlægning og fordeling af opgaver og personale var ifølge Jørgen Kvist en stor opgave. Han er dog ikke i tvivl om, at sammenlægningen har gavnet udviklingen på øen.

Niveauet blev løftet

Det er Leila Lindén heller ikke. Hun sidder i dag som regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet på Bornholm, og deltog sidste uge i den årlige middag, hvor repræsentanterne fra den gamle direktion mødes og snakker om gamle dage.

– Den første direktion i sammenlægningsperioden blev dannet af de fem kommunaldirektører, amtets direktør og mig. Vi holder fast i, at den historie skal vi være sammen om, siger Leila Lindén, der blev ansat som hospitals- og sundhedsdirektør på Bornholms Sygehus i juni 2002. Hendes opgave var dels at reorganisere sygehuset, som dengang var delt op i tre centre, dels at få rettet op på sygehusets skrantende økonomi.

I hendes øjne var kommunesammenlægningen og nedlægningen af amtet en nødvendig operation.

– Det styrkede helt sikkert Bornholm. De fem små kommuner kørte tingene meget forskelligt. Man løftede niveauet ved at samle ressourcerne et sted, og man begyndte at udnytte kompetencerne bedre. På mit område var det for eksempel en stor fordel, at man kunne sammenlægge socialpsykiatrien og den behandlende psykiatri, og dermed sammenkoble det behandlende og det sociale.

Som direktør på Bornholms Hospital nåede Leila Lindén desuden at stå i spidsen for sin egen lille sammenlægning.

– Der var alt for mange kongedømmer med en medicinsk, en kirurgisk og en undersøgende afdeling. Der skal kun være en chef for et hospital af den størrelse, siger Leila Lindén.

Leilas planer gik i vasken

Traditionen med at samle de kræfter, der var med til at indføre regionskommunen for 20 år siden fortsætter, siger hun.

– Vi mødes hvert år i juni måned på Bornholm, for at fejre at vi skrev historie sammen for 20 år siden. I dag er det kun Niels Rasmussen og jeg der bor på Bornholm, de andre kommer langvejs fra. Men det var en vigtig tid. Det var virkelig en brydningstid, og det politiske klima var godt nok aparte. Men jeg har aldrig fortrudt, at jeg kom tilbage, siger Leila Lindén, der kom fra en stilling som sygeplejedirektør på Rigshospitalet.

Det gamle netværk fra regionskommunens tidlige år fik senere afgørende betydning for resten af Leila Lindéns karriere.

Da hendes kontrakt udløb efter fire år havde hun egentlig tænkt sig at trappe ned. Men det fik Jørgen Kvist faktisk lavet om på.

– Jeg var 62, da min kontrakt som hospitalsdirektør udløb og jeg havde en ide om, at jeg skulle trappe ned. Men så blev regionerne dannet, og Bornholms Hospital kom under Region Hovedstaden og folk spurgte, hvem skal så varetage Bornholms interesser? Og så sagde Jørgen Kvist, det kan Leila da gøre. Så jeg kom i regionsrådet i 2006, og der har jeg siddet siden.