Trine Schloss Pedersen mener ikke, at omfanget af problemet er stort, men opfordrer de forældre, der har de overvejelser, til at snakke om deres bekymring med skolelederen på deres barns skole.
– Nu er det heldigvis fåtallet, fordi der dels er lav svarprocent på undersøgelsen, men også fordi de forældre, der ytrer sig, er et fåtal. Men det ændrer ikke på, at der er familier, som oplever det, og jeg vil opfordre alle forældre til at have en god dialog med deres respektive skoleledere og lærerne omkring det her. Jeg skal ikke afvise, at der er tilfælde, hvor man synes, det ikke er optimalt for ens barn, men når det så er sagt, så hvis vi kigger på børnenes trivsel og læringsudbytte, så spiller det en mindre rolle. Derfor håber jeg, at man har nogle gode dialoger med skolelederne og får sat flere ord på, hvad det handler om, hvis man har brug for at skifte skole på grund af klassestørrelse, siger hun.
Vil inddrage forældre mere
Hvad gør I i Center for Skole for at mindske skoleskift?
– Først og fremmest mener jeg, at attraktive skoler leverer attraktive resultater. Den bornholmske folkeskole er virkelig godt på vej, og vi har også skoler, som ligger helt i toppen i Danmark i forhold til evnen til at løfte eleverne. Vi skal blive endnu bedre til at profittere af det og dele best practice med hinanden. Det er et spor. Så er vi også optagede af at fortælle den gode historie om den bornholmske folkeskole. Det har vi måske ikke altid været særligt gode til, men der sker rigtig mange spændende ting, så det handler også om at få øje på det, og der skal vi selv være primus motor. Og så handler det om, at vi skal være gode i skolerne. Det handler både om at have stærke skoleledermuskler, og det handler om, at vi skaber gode rammer for de fagprofessionelles mulighed for faglig udvikling. Og til sidst, men ikke mindst, er skole noget, vi skaber sammen. Vi skal blive endnu bedre til at drage forældre, lærere, skoleledere og lokalsamfundet ind, når vi tænker skoleudvikling, siger Trine Schloss Pedersen.