Fiskjed

Vi er nu gået ind i efterårets sidste måned, så hvis der også i år skal være plads til nogle digte med fokus på efteråret, så er det ved at være tid. Jeg har derfor fundet to digte om netop dette emne frem til dagens Bâgsia. De er begge af Otto J. Lund og hedder “Mod Læwfajl” og “Fiskjed”.

Ordet ‘fiskje’ bruges ikke længere ud over i spøgende tale, men det var tidligere det almindelige bornholmske ord svarende til rigssprogets “efterår” som årstidsbetegnelse.

Det bornholmske ‘ætte(r)år’ blev derimod brugt mere ubestemt som betegnelse for årets senere del. Allerede i 1940’erne, da man redigerede ordet til Bornholmsk Ordbog, bemærkede man imidlertid, at ‘fiskje’ var trængt stærkt tilbage i brug af ‘æfterår’, som man havde indlånt fra rigssproget (bemærk, at man netop siger ‘æfterår’ med ‘ft’ og ikke ‘ætte(r)år’, en tydelig indikation af, at ordet er indlånt).

Ordet ‘fiskje’ kan bruges med forskellige forholdsord i forskellige betydninger. ‘Om fiskjed’ betyder “om efteråret”, ‘te fiskje’ betyder “til efteråret”, mens man med ‘i fiskjes’ refererer til “sidste efterår”.

Ordet betyder egentlig “fiskefangst”, men er siden blevet overført på tiden, hvor torskefiskeriet særlig foregår, altså efteråret (ordet ‘fisk’ bruges på traditionelt bornholmsk som betegnelse for torsk, et vidnesbyrd om denne fisks store betydning i en tid, da den endnu fandtes i store mængder i Østersøen).

Ordet ‘fiskje’ har fundet vej til flere ortoi, blandt andet det følgende, der understreger, at den som ikke sørger for at forrette det nødvendige arbejde om efteråret, må undgælde for det om foråret, når det forsømte skal indhentes (kan også bruges mere overført). Det hedder nemlig: ‘Dæjn som sawer i fiskjed, må doia i framtien’.

Dagens digte findes begge i digtsamlingen “Lyngblomster” (1930), der i sin helhed kan læses på Bornholmsk Ordbogs hjemmeside under fanebladet “Tekster”. Digtene gengives nedenfor med originalens retstavning.

Mod Læwfajl

Sommarenj gjekj så hastut sinj Gång,

de gulnar så småt ajle Vajna.

Snârt sjynger Larkan sinj sista Sång

å fæjes mod mijlara Ajna.


Svâlan hon e alt rest sinj Vaj,

de går ju så rapt for hænje. —

Vårfor ska altid du sjynja daj?

Du hâr ente vad hær så lænje.


Hâra å Høns hâ’d ikje rârt,

Fasânarna ikje hæjler;

for nu kommer Hunj å Jægara snârt,

å så ed ju Lived, de gjæjler.



Sporra å Kråger nu Hojtid hâ;

der spijles så rapt enj Kjærna.

Roarna stå nu me groskua Blâ,

å Hiven sjenna i Rerna.


Lyngenj står som enj Blomsterskâu,

å Âgrana stå så tomma.

Bonenj hâr strænjt me å så sinj Râu,

mens Tarskeværken di bromma.


Vår Loften e ren! så stelle å lyt

i Skâuenj — lesom en Kjærka.

Alt e gammalt å livel som nyt,

men foranras snârt, kanj enj mærka.


Å Hawana stå nu så pena forvest,

dær Froktarne lokka å kajla.

Di granjeste Blomstarna komma tesist,

å nættast e Læw, når di fajla.


Der kommer for vos âu enj Læwfajlsdâ,

vår ente vi mera kanj lawa;

for Tiden hon løvver så hâuse astâ,

spor ikje om va vi behawa.

Fiskjed

Sommar gjik mæst, for vi ved,

Tiden løv så hâuse,

Høstenj kom me Rev å Sled,

Fiskjed, ded kom âuse.


Kårta, svårta, tunga Dâ

hâ vi nu i Mænta.

Lojne e der injenj Stâ,

Rajn å Blass i Vænta.


Alri høres Fâulasång,

rest e Star å Svâla,

Soln mæn ses enj ynka Gång —

alt går nu i Dvâla.


Sommarsol å Fâulasång

kanj ju ente lawas.

Tiden går sin vânta Gång,

gjer va slet behawas.


Sorjen âger altid småt,

kommer livel hâuse;

men me Vinjter, ved vi got —

Jyln hon kommer âuse.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk