Feriedrenge på Bornholm for at få fællesskab og gode oplevelser

Feriedrenge på Bornholm for at få fællesskab og gode oplevelser
12 feriedrenge får de næste to uger lov til at smage på nogle af de aktiviteter, en soldat bliver udsat for de første måneder, han er i uniform. Foto: Jacob Jepsen
UNGE | RØNNE | Fredag 9. juli 2021 • 08:00
Julia Aka Wille
Journalist
UNGE | RØNNE | Fredag 9. juli 2021 • 08:00

Onsdag eftermiddag tog Almegårds Kaserne imod 12 feriedrenge, der skal tilbringe 17 dage på Bornholm. Drengene er udsendt af Børnenes Kontor i København, og ferien byder på både militære og civile aktiviteter. Feriedrengene lærer at stå ret og rør, skal bære uniformer og får lov til at smage på nogle af de aktiviteter, en soldat bliver udsat for de første måneder af sin uddannelse, men der bliver også rig mulighed for at opleve bornholmske seværdigheder og turistattraktioner.

Spændt og nervøs

Flere af dette holds udsendte drenge har før deltaget i Feriedrengetjenesten. Drengene er i alderen 12-17 år, og Romeo Banjas Strobe på 12 år er den yngste på holdet. Det er hans første gang på Almegårds Kaserne, og han fortæller, at han har glædet sig turen, men han forventer også, at det bliver nogle udfordrende uger.

– Jeg har været ret spændt, men også lidt nervøs for 17 hårde dage. Nu har vi været her i nogle få timer, og det ser også ud til, at det bliver stille og roligt, men også hårdt og anderledes, fortæller Romeo Banjas Strobe, der bor på Amager.

Selvom det er hans første gang på Almegårds Kaserne, har han dog været Bornholm før – faktisk hele syv gange.

– Jeg elsker Bornholm, fordi her er stille og roligt i forhold til København, hvor der er meget trafik. På Bornholm er der meget frisk luft og ikke så meget larm, fortæller han.

 

Romeo Banjas Strobe (t.v) på 12 år og Victor Schmidt (t.h) på 17 er kommet i uniformerne og er klar til at tilbringe de næste to uger på Almegårds Kaserne. Foto: Jacob Jepsen


Prøve grænser af

Romeo Banjas Strobe er glad for, at nogle af de andre drenge har været med før.

– Der virker til, at der er et godt fællesskab blandt gruppen, og det er rart at have gode venner, der har været her før, som kan hjælpe, hvis der er brug for det, fortæller han.

Victor Schmidt på 17 år fra Rødovre er en af de udsendte, der har været med før. I år er det femte sommer i træk, at han deltager i Feriedrengetjenesten, og han fortæller, at fællesskabet og de nye oplevelser gør, at han bliver ved med at komme tilbage til kasernen.

– Jeg har været med flere gange, fordi fællesskabet er godt, og så er selve oplevelsen bare fed. Det er fedt at komme hen til en hel ny hverdag og møde en masse nye mennesker og gøre ting, jeg normalt ikke plejer, fortæller Victor Schmidt.

Drengene lærer blandt andet om disciplin, at gå korrekt iklædt uniform og patruljetjeneste, men de skal også på tur til Brændesgårdshaven, Dueodde, to dage på Christiansø og meget mere.

– Vi lærer militære teknikker, og så er der de ikke så sjove ting, som at man skal bære sit tøj på en helt bestemt måde, men det lærer man også noget af. Så er der også de lidt vildere ting, som at komme ud at klatre, hvor man prøver nogle grænser af, fortæller Victor Schmidt, der godt kunne overveje en fremtid inden for Forsvaret.

– Jeg har tænkt på, at jeg gerne vil være noget indenfor militæret. I hvert fald tage værnepligt og så muligvis tage en længere uddannelse indenfor Forsvaret, fortæller han.

En ny verden

Kaptajn Lars Jensen har i over 25 år været med i den frivillige stab og er i dag leder af feriedrengetjenesten på Almegårds Kaserne. For drengene handler det om at lære om sammenhold, og at de oplever en hel anden verden udenfor storbyen, forklarer Lars Jensen.

– Jeg håber, at de lærer, at venskaber og sammenhold er noget, der kan betyde meget, og at de kan tage det med videre, når de skal hjem igen. Så håber jeg, at jeg kan præsentere dem for den verden, vi er i, og de kan få øjnene op for, at det er en mulighed for at gå Forsvarets vej, siger Lars Jensen.

Han fortæller, at for nogle af drengene er turen til Almegård Kaserne den eneste mulighed for sommerferie.

– De kommer jo alle fra udsatte familier på den ene eller anden måde, og de har ikke mulighed for anden ferieoplevelse i år. Drengene lærer at stå ret og rør, at tøjet skal se ordentligt ud, men det er vigtigt, at drengene også er på ferie, og at de får lov til at prøve almindelige sommerferieaktiviteter, siger Lars Jensen.

Donation på 660.000 kroner

Tryg Fonden støtter Feriedrengetjenesten på Almegårds Kaserne i 2021 og 2022 med en donation på 660.000 kroner, og onsdag blev checken overrakt til feriedrengene og kasernens stab. Ud over opholdet på Bornholm vil pengene dække en mentorordning, hvor staben mødes med drengene en gang om måneden på deres hjemmebane i København.

– Igennem årene har vi søgt forskellige fonde, vi har en støtteforening og flere privatpersoner har doneret til projektet. Det er mange bække små, der får det til at køre rundt, men den her donation rykker jo for alvor noget. Vi har andre fonde, vi ikke behøver at søge i år, fordi vi har fået den her donation fra Tryg Fonden, fortæller Lars Jensen.

Almegårds Kaserne har siden 1954 påtaget sig at have københavnske feriedrenge.

Donationen på 660.000 kroner fra Tryg Fonden dækker opholdet på Bornholm samt en mentorordning, hvor Almegård Kasernes stab mødes med drengene en gang om måneden i København. Foto: Jacob Jepsen

 


Børnenes Kontor

Børnenes Kontor København har til formål at yde hjælp til udsatte skolebørn fra familier med begrænsede økonomiske midler i Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune samt kommunerne i Storkøbenhavn. Børnenes Kontor blev stiftet den 1. december 1898 og har arbejdet engageret for udsatte og økonomisk dårligt stillede børn lige siden. Kilde: boernenes-kontor.dk



FÅ ABONNEMENT