Et aktivt år for LAG: 42 projekter til over otte millioner kroner

Et aktivt år for LAG: 42 projekter til over otte millioner kroner
Nexø Sandskulpturpark kom i gang i sommeren 2022 med tilskud fra LAG Bornholm. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | 17. JAN 2023 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED
17. JAN 2023 • 05:30

LAG-Bornholm fortæller om en rekordhøj projektaktivitet i 2022.

2022 blev et utroligt aktivt år med 42 aktive LAG-projekter med et samlet tilsagn på mere end 8,3 millioner kroner.

Det oplyser LAG-Bornholm i en pressemeddelelse.

Dertil kom udskiftning af koordinator, da Klaus H. Petersen tog over efter den mangeårige koordinator Hans Jørgen Jensen, genetablering af kontorfaciliteter i Nexø, opbygning af ny hjemmeside, dannelse af ny forening og ikke mindst en ny strategi.

Endelig har den nye regeringsdannelse betydet, at landdistriktsområdet og LAG er overført til Kirkeministeriet og den nye styrelse Plan- & Landdistriktsstyrelsen.

Frivillige forening

LAG står for Lokale Aktionsgrupper, og LAG Bornholm er en frivillig forening, som gennem lokalt forankrede projekter vil bidrage til udviklingen på hele Bornholm. Det gør man i samarbejde med ildsjæle, borgere, erhvervsliv og iværksættere. Pengene til projekterne kommer fra EU’s midler til udvikling af landdistrikter.

2022 var afslutningen på en periode i LAG. Derfor er der nu stiftet en ny forening og lavet en ny strategi for 2023-2027. Der har været ekstra mange projektmidler til rådighed i 2022, idet LAG-Bornholm har bestræbt sig på at tømme kassen og bruge såkaldte tilbageløbsmidler inden starten på en ny periode. Disse midler opstår, når ansøgerne nedskalerer deres projekter undervejs eller ikke får udbetalt det fulde tilsagnsbeløb, oplyser LAG i pressemeddelelsen.

Der blev givet tilsagn til 11 LAG-projekter samt tre FLAG-projekter (maritime projekter, red.) i 2022 med et samlet tilsagn på næsten tre millioner kroner. Hertil kommer igangværende projekter, så det samlede antal af projekter i 2022 har været 42 aktive projekter med en samlet tilsagnssum på mere end 8,3 millioner kroner. Heraf er 10 LAG-projekter blevet afsluttet, og der er blevet færdigbehandlet og udbetalt støtte til otte projekter. Der er blevet afsluttet fem FLAG-projekter, men der er kun indsendt slutrapport for tre og sket udbetaling for et projekt.

Sagsbehandling

– Vi ser frem til de kommende år, hvor vores nye udviklingsstrategi skal implementeres og skabe konkrete resultater, der kan gavne både livskvaliteten, virksomhederne og foreningslivet på Bornholm, udtaler Christian Prip, formand for LAG-Bornholm, i pressemeddelelsen.

LAG Bornholm oplyser, at man i sekretariatet bruger mange ressourcer på at klargøre projektmaterialet, så materialet til styrelsen er let fordøjeligt. Det hjælper både sagsbehandlerne og ansøgerne. Det oplyses, at sagsbehandlingstiden for igangværende projekter er på tre-fire måneder.

– Har du en projektidé, så tøv ikke med at kontakte sekretariatet, slutter pressemeddelelsen.