'Enestående klippeparti' er sprængt væk – var det lovligt?

'Enestående klippeparti' er sprængt væk – var det lovligt?
Der er gjort indhug i klippepartiet på Balran i Allinge. Foto: Jacob Jepsen
ALLINGE | Torsdag 4. november 2021 • 12:28
Niels Ebdrup
Journalist
ALLINGE | Torsdag 4. november 2021 • 12:28

Der er opstået usikkerhed om, hvorvidt en aktuel bortsprængning af klipper ved Næs i Allinge overhovedet var tilladt.


I den seneste tid er der lydt høje brag på Balran i Allinge – tæt på Næs Strand. Entreprenørfirmaet Jens Møller Gudhjem har sprængt klippe væk fra den såkaldte sygehusgrund, hvor Allinge Sygehus engang lå. Der skal nemlig ifølge planen bygges seks nye fleksboliger. Men der er imidlertid opstået forvirring om, hvorvidt det overhovedet er tilladt, at der bliver sprængt.

Både Bornholms Regionskommune og naboen Per Munkgård Thorsen er i tvivl, om der må sprænges. Da Tidende besøger Per Munkgård Thorsen, er han forfærdet over, hvad der foregår på hans nabogrund.

– Der er et krater derude, der siger 'sparto' til alt. Jeg synes, det er beskæmmende. Vejen op ad Balran havde tidligere lidt karakter af at være en bjergvej. Jeg synes, at det var et enestående klippeparti. Men det er forsvundet nu, siger Per Munkgård Thorsen.

– Jeg synes, det er en katastrofe, det der. Det er problematisk. For er der overhovedet givet tilladelse til, at de må sprænge der?


Per Munkgård Thorsen er nabo til det bortsprængte klippeparti på Balran i Allinge. Han er ligesom Bornholms Regionskommune i tvivl, om lokalplanen tillader de aktuelle sprængninger. Foto: Jacob Jepsen

Sprængninger fortsatte

Da Tidende kontakter leder af Byg ved Bornholms Regionskommune, Jacob Sten Jensen, viser det sig, at kommunen faktisk også er i tvivl, om der må sprænges på stedet.

– Der er fuld obs på sagen, siger Jacob Sten Jensen.

– Vi har været ude på besigtigelse på stedet i går (tirsdag, red.), fordi vi har fået henvendelser. Vi skulle finde ud af, om der var blevet sprængt, og i så fald hvad, der var blevet sprængt.

Få timer efter kommunens besigtigelse, hvor en byggesagsbehandler fotodokumenterede indhugget i landskabet, fik Per Munkgård Thorsen et opkald. Det var kommunen, der fortalte, at sprængningerne nu var sat i bero.

– De sagde, at der nu var påbud om ikke at sprænge mere. Men under vores samtale sprængte de igen. Det var klokken 14:01. Det vil sige, at efter Byg var her og inspicere og fotografere ved middagstid, var der et brag derude, fortæller Per Munkgård Thorsen.

Han fortæller desuden, at Tidende var meget tæt på selv at kunne overvære en sprængning.

– Lige før I kom i dag (onsdag) – klokken 10:27 – sprængte de igen. Selvom de altså havde fået påbud mod at gøre det. Men de drøner derudad – for fuld knald, siger Per Munkgård Thorsen.


Der skal gøres plads til flexboliger ved Næs. Foto: Jacob Jepsen


Kommunen: Sprængning i bero

Kommunen er usikker på, om der må sprænges, fordi der er uklarheder i den lokalplan, som i 2011 muliggjorde boligbyggeri på grunden.

Lokalplanen nævner ikke noget om hverken forbud mod sprængninger – eller en tilladelse til at foretage dem. Men den slår fast, at "den østlige ende (af grunden, red.) fremstår med et markant klippefremspring, der bevares."

Altså er i hvert fald en del af de klipper, der ligger tæt på Per Munkgård Thorsens grund, fredet ifølge lokalplanen. Men hvor stor en del af klipperne, der skal bevares, er svært at vurdere ud fra planens beskrivelser.

Derfor bør bragene nu ifølge Jacob Sten Jensen være på pause, imens kommunen får afklaret, om sprængningerne går ud over den "fredede" klippeknold.

– Vi talte i går (tirsdag, red.) med håndværkere, som sagde, at de var færdig med at sprænge. Nu må vi se, om der er sket sprængninger på noget, som der ikke må ske sprængninger på. Vi er i tvivl, om det område, hvor der er sprængt, er beskyttet i lokalplanen.

– For os er det svært at vurdere. Derfor tager vi på besigtigelse, så vi ser, hvad der er sprængt. Og så spørger vi Plan (-afdelingen ved Bornholms Regionskommune, red.) om, hvor stor en del af klippeknolden, der skal bevares: Er det hele eller dele af klippeformationen, der er omfattet?

Du fortæller, I har fået at vide, at der ikke skulle sprænges mere efter i går (tirsdag, red.). Men da vi var forbi i dag (onsdag, red.), var der ifølge naboen lige blevet sprængt. Hvad tænker du om det?

– Det er nye oplysninger for mig. Jeg bliver en lille smule chokeret. Der skal ikke ske flere sprængninger på området, før vi ved, hvad der er omfattet af lokalplanen, siger Jacob Sten Jensen, der nu vil se nærmere på sagen.

Direktør vil sætte sig ind i sagen

Administrerende direktør for Entreprenørfirmaet Jens Møller Gudhjem, Morten Iversen, er på nuværende tidspunkt ikke så meget inde i sagen, at han kan udtale sig specifikt om den. Men han siger, at sprængningerne nu er sat i bero.

– Bygherren har fået en standsningsmeddelelse i går, som vi selvfølgelig følger. Men jeg er nødt til at sætte mig ned og sætte mig ind i sagens akter, før jeg udtaler mig nærmere, siger Morten Iversen.

Oprindeligt var det Lobbæk Byggeforretning, der ejede og ville bygge seks fleksboliger på sygehusgrunden. Men efter at have sprængt ud til to huse, blev projektet sat i bero. Siden er de seks udstykkede grunde blevet solgt til forskellige folk.

 

Artiklen er opdateret torsdag den 4. november med yderligere kommentar fra direktør Morten Iversen

 

Entreprenør: Vi har sprængt korrekt ved Allinge-klippe

Direktør i Jens Møller Gudhjem afviser, at der er blevet sprængt ulovligt på sygehusgrunden i Allinge.

"Det klippeparti, som skal stå urørt, står fortsat urørt."

Så klart er budskabet fra administrerende direktør for Entreprenørfirmaet Jens Møller Gudhjem, Morten Iversen, efter Tidende har beskrevet usikkerhed om, hvorvidt der ulovligt er blevet sprængt i et klippeparti ved Næs i Allinge.

Ifølge lokalplanen skal et udvalgt klippeparti ligge urørt hen, når der efter planen skal etableres seks fleksboliger på den såkaldte sygehusgrund ved Balran. Bornholms Regionskommune har været så meget i tvivl om, hvorvidt Jens Møller Gudhjem har sprængt klippe væk på det "fredede" sted, at den har sendt en standsningsmeddelelse til bygherren.

Men efter at have besøgt stedet og læst lokalplanen, er Morten Iversen ikke i tvivl om, at alt er gået efter bogen.

– Jeg har læst i lokalplanen, og det er rigtigt, at der er et klippeparti, som ikke må ændres. Jeg var bange for, om der ved en eller anden fejl var blevet sprængt der. Men det er der ikke. Der er blevet sprængt fundamentsrammer inde i byggefeltet, siger Morten Iversen.

– Klippepartiet ligger uden for byggelinjen. I det omfang, man ikke arbejder uden for byggelinjen, gør man ikke noget galt. Der skal sprænges eller graves en rende til kloak, for ellers kan man ikke bygge et hus. Men det kommer ikke til at gå gennem det klippeparti.

FÅ ABONNEMENT