Det skal du huske, når du kører i vintermånederne

Det skal du huske, når du kører i vintermånederne
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 9. FEB 2021 • 16:45
Af:
Aleksander Klug
| ABONNENT
9. FEB 2021 • 16:45

Snevejret har ramt Bornholm, og ser ikke ud til at stoppe foreløbig. Men med få gode råd, kan billister alligevel  komme sikkert igennem vintermånederne, fortæller Søren Holten Jacobsen, der er chefinstruktør på FDM Sjællandsringen.

Selvom vinterdæk ikke er et lovkrav i Danmark, er det vigtigt at få vinterdæk på bilen, og har man snekæder liggende i garagen, bør man også overveje at tage dem med.

–Snekæder er ti gange mere effektive end vinterdæk, så har man dem, er det en god ide at tage dem med.

Noget af det vigtigste, når man skal ud og køre i vintervejret, er ifølge Søren Holten Jacobsen, at være godt forberedt.

Udover at skifte til vinterdæk er det vigtigt at lytte til vejrudsigten, og holde sig opdateret med de seneste trafikmeldinger. 

–Det er også vigitgt at man husker at pakke bilen efter vejret. Det kan være en god idé at huske en sneskovl samt noget varmt tøj og en opladt mobiltelefon, lyder det fra Søren Holten Jacobsen

Snedriver er lumske

Når man er på vejene, er det vigtigt at afpasse hastigheden efter forholdene. Når vejene er frosset til, vil det som oftest få billister til at sænke farten, men det er også vigtigt at holde sig orienteret om andres adfærd på vejene. 

–Det er vigitgt at holde en god afstand til bilen foran og se langt frem. Det skal man jo altid, men når sigtbarheden er dårlig, er det kun endnu vigtigere. Hvis man har svært ved at se bilen foran, kan man med fordel tænde for sin egen tågebaglygte. 

Det er også utrolig vigtigt at være opmærksom på snedriver, fortæller Søren Holten Jacobsen.

–Snedriver er lumske, og de kan være utrolig svære at se når det er mørkt. 

Selvom man sagtens kan køre igennem dem, er det vigtigt at holde en lav hastighed. Denne skal dog ikke være for lav, da bilen risikerer at gå i stå. 

Selvom de fleste voksne danskere har kørekort, er der alligevel mange billister, der er nervøse for at køre når vejret er skidt. Dem opfordrer Søren Holten Jacobsen til at besøge et køreteknisk anlæg. 

–Der kommer mange nervøse billister på vores køretekniske anlæg, hvor de kan få en større fortrolighed med bilen. Det er tit vores forestillingsevne, der gør tingene værre end de er. Og den bedste måde at komme udfordringen til livs på, er at konfrontere den i sikre rammer.