Det kan blive lidt nemmere at bestå køreprøve på Bornholm, end det har været tidligere. Det mener kørelærer Morten Caramés, Rønne.
– En køreprøve varer i 25 minutter, og nu går der 10 minutter med landevejskørsel fra lufthavnen og tilbage igen, og så er der et kvarter til at køre inde i Rønne, hvor der tidligere var 25 minutter. Det giver mindre tid til de lidt sværere ting inde i Rønne, end der var tidligere, siger Morten Caramés.
Færdselsstyrelsen har pr. 1. oktober overtaget teori- og køreprøver fra politiet. Det betyder på Bornholm, at prøverne er flyttet fra politigården i Rønne til Bornholms Lufthavn. Her skal teoriprøverne foregå i et lokale i kælderen, mens parkeringspladsen er start- og slutsted for køreprøverne.
Morten Caramés var kørelærer for den første elev, der var oppe til køreprøve under Færdselsstyrelsen. Det foregik mandag formiddag den 11. oktober.