Er der noget, der er i høj kurs her på Bornholm, så er det offentlige toiletter. Det må være konklusionen, efter natur- og miljøudvalget har inviteret en række udvalgte organisationer og foreninger til at komme med ideer til, hvor regionskommunen bør etablere nye eller renovere eksisterende toiletter.
Initiativet fra udvalget tager afsæt i en bevilling på halvanden million kroner til etablering og drift af nye offentlige toiletter i 2021. Bevillingen er en del af aftalen om det kommunale budget. I alt er der kommet 67 forslag, og af dem har udvalget udpeget syv. Der er tale om tre nye og fire udskiftninger. Det er planen, at den kommunale administration skal kvalificere de udvalgte forslag til en endelig behandling i natur- og miljøudvalget i marts.
Ved at inddrage foreninger og organisationer ønskede natur- og miljøudvalget at få det bedst mulige overblik over, hvor på øen, der er størst behov for at få etableret nye eller renoveret eksisterende offentlige toiletter.
Efter høringsfristen udarbejdede den kommunale administration et kort, der giver et visuelt overblik over det 67 forslags placering. Kortet viser, at forslagene fordeler sig over det meste af øen.