– Den økonomiske situation er svær, og den her nedlukning bliver hård for likviditeten, men vi betaler vores moms, og vi går ikke konkurs. Men det tab, vi har i omsætningen nu, kommer til at præge 2021. Det er der ingen tvivl om. Så vi håber, vi snart kan åbne helt op igen, og at bornholmerne har sparet noget købelyst sammen, siger han.
Som hos mange andre vil Inhouse også søge nogle af de hjælpepakker, som Folketinget har lavet under coronakrisen.
– Vi kommer til at søge om lønkompensation for de medarbejdere, der er hjemsendt. Men derudover er det svært at få et overblik over, hvor godt vi er dækket ind af hjælpepakkerne, for det ændrer sig hele tiden. Vi må bare vente og se, siger han.
Ifølge Michael Mortensen har de ikke tænkt i at få mest muligt ud af hjælpepakkerne, men i stedet fokuseret på, hvordan Inhouse fortsat kunne levere god service for deres kunder.
– Vi kunne godt have lukket helt ned for at holde omsætningen i bund og få mere ud af hjælpepakkerne, men vi vil hellere have åbent for vores kunder og så gå glip af støtte, siger han.