Gravgaard: Bornholm har fået sin konge

Gravgaard: Bornholm har fået sin konge
Kong Frederik snakkede med nogle af de borgere, der oplevede bombardementerne i 1945. Foto: Bornholms Tidende
LEDER | DEBAT | 9. MAJ • 05:30
LEDER | DEBAT | 9. MAJ • 05:30

Frederik X cementerede sin royale forbindelse til øen, da han i går aflagde visit med flyveren.

Gårsdagens kongelige besøg var en royal cementering af en konge, der vil Bornholm og holder af Bornholm. Vel har han blot arvet sin fars jagttradition med skovridderen. Vel har han aldrig sendt en kongelig til sit kongelige løb på øen. Og vel var datoen for fejring af Bornholms befrielsen helt skæv, når man ankommer på russernes store bombedag i stedet for selve befrielsesdagen, som man vil fejre. Det kan man mene meget om.

Men konklusionen efter gårsdagens besøg er klar: Frederik X er konge af Bornholm.

Her på øen har vi tidligere selv valgt vores konge, og Frederik er selv uden sin arv helt sikkert også genvalgt blandt den nuværende befolkning efter torsdagens besøg. Kongen kom – som sin morfar, en konge af folket – ikke med hverken jernbanevogn, flyvevåben eller kongeskib. Nej, kongen af Bornholm ankom som mange andre indimellem gør: Med DAT-flyveren. Den lille propelmaskine med de få afgange, de lidt for høje priser og de alt for få ledige sæder, som kommune, region og EU tilsammen er kløjs i at holde velfungerende.


Balancen er hårfin mellem folkelig og for jordnær. Derfor måtte der også royale køretøjer til på landingsbanen for at holde niveauet. Kong Frederik ærede vores faldne som den soldat, han også er, og han tog den 'lange' vej til Nexø og retur for at få et ordentligt billede af Bornholms bombardement.

Men kongen satte kronen på bornholmerværket, da han erklærede, at alt for få i Danmark kender til vores komplekse befrielseshistorie. En historie, der med russernes nye aggression er endnu mere relevant at kende for hele Danmark.

Kong Frederik gjorde mere end bare at lægge en krans. Han gav Bornholms historie en stemme på den nationale scene. Han gjorde det klart, at vores historie ikke er en fodnote til Danmarks befrielsesfortælling, men en vigtig del af forståelsen af Danmark under og efter krigen.

Kære majestæt, tak for besøget og Deres engagement i Bornholm. De er mere end velkommen til at komme tilbage til Deres ø.



FÅ ABONNEMENT