Debat: Vær opmærksomme på hinanden i Ystad

Debat: Vær opmærksomme på hinanden i Ystad
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 5. MAR 2021 • 14:57
Af:
Charlotte Richardt
Måløv
| ABONNENT
5. MAR 2021 • 14:57

LÆSERBREV

En lille historie fra det virkelige liv. Jeg var så uheldig, at jeg ikke nåede med Bornholmerbussen onsdag aften ved cirka 18-tiden. Jeg kludrede med min telefon, da jeg skulle vise mit coronapas til de svenske betjente. Det medførte, at jeg i stedet for måtte ind på sundhed.dk med NemId og nøglekort for at finde mit "pas". Jeg gjorde to gange betjentene opmærksom på, at bussen ville køre uden mig, men det betød desværre ikke, at den ene betjent ville gå ud til chaufføren og bede ham om at vente.

Ironien er jo, at jeg så i stedet for måtte med toget fra Ystad station til Københavns Lufthavn med togskifte i Hyllie. Det blev en lang tur med mange tanker om, hvorvidt jeg overhovedet måtte være i Sverige, og om jeg kunne dokumentere transit-formål. Heldigvis var der ingen kontrol hverken på Hyllie eller i Københavns Lufthavn.

Jeg har talt med Bornholmerbussen, som beklager meget, og de vil forsøge at finde en måde, hvorpå chaufføren kan få viden om, at der er flere passagerer, som skal med. Jeg har fået billetter til to nye afgange som kompensation. Begge dele er jeg glad for – jeg føler mig både hørt og forstået.

Min opfordring til alle medpassagerer: Vi bør ligeledes øge vores opmærksomhed i "toldområdet" i Ystad, således at vi eventuelt kan give information videre til chaufføren om, at vi ikke er de sidste – med mindre altså, at vi er det. Vi må hjælpe hinanden i denne lidt besværlige periode.

Og jeg lover at have mit elektroniske coronapas gemt flere steder næste gang, jeg skal over, så det ikke bliver mig, I skal vente på.

Charlotte Richardt
Østerhøjvej 46, Måløv
2750 Ballerup

Bornholmerbussen reagerede prompte og sendte læserbrevsskribenten to fribilletter. Privat foto